Sådan får du en god skoledag med mobilen

Smartphones kan hjælpe med en masse ting, og i anledningen af skolestarten får I her lidt tips i den forbindelse

Sådan får du en god skoledag med mobilen

Alverdens smartphones kan alverdens ting, og selvom det ikke er alt, der gør det lettere at gå i skole og få noget konstruktivt ud af det, så er der flere ting, der kan gøre det lidt mere bekvemt at blive oplyst.

Der er opslagsværker, værktøjer og en masse hjælp at hente i løbet af en skoledag, hvis man bare ved, hvor man skal kigge, og det hjælper vi selvfølgelig gerne med.

Dagen starter om morgenen, og første skridt til en god dag i skolen er selvfølgelig at nå i skole til tiden, og til det skal man stå op. Appen Alarmy til både Android og iOS tvinger dig til at stå ud af sengen, hvis du altså indstiller den rigtigt, så du skal stå op og tage et billede af æsken med cornflakes, før den slukker, og når du nu alligevel er stået ud af sengen…

Første time er matematik, og hvis det er lidt svært at huske, hvordan man lige regner omkredsen af en cirkel ud, så kan appen Regneregler hjælpe dig. Den indeholder et opslagsværk af matematiske udregningsmodeller, lidt tekst om dem og nogle små øvelser, hvis man har lyst til det. Den kan fås til både Android og iOS.

Desuden er der et væld af forskellige lommeregnere, der i hvert fald til en vis grad kan gøre det ud for de store, dyre lommeregnere, der kan lave grafer og alle mulige fancy ting.
Til Android kan man kigge på RealCalc eller Algeo graphing calculator, og iOS-brugere kan kigge nærmere på Free Graphing Calculator, men der er mange af dem, og det er nok et spørgsmål om at finde lige den, der passer til en selv.

I dansktimen kan man score nogle billige point ved lidt sproglig korrekthed, og så er det hurtigere at slå grammatik op på telefonen end i en fysisk bog. Derfor er Sproghjælp(Android, iOS) og Den Danske Ordbog(Android, iOS) uundværlige i dansktimen.

De hjælper med, hvornår det skal være ad, og hvornår det skal være af, og en masse andre ting, og så er der også en forklaring på, hvad ekvilibristisk betyder.

Efter et frikvarter er det tid til noget samfundsfag, og der er det, man kommer i tanke om, at man skal tage noter, som man vist glemte i dansk. Her er Evernote et rigtig godt bud. Appen er blevet hyldet på grund af sin brugervenlighed, og så synkroniserer den, så man altid kan komme til det der, man fik skrevet ned om Christian den 4.

Så står der historie på skemaet, og det er tid til et stort projekt, hvor der skal arbejdes i grupper. Til at samle al den research, der skal til i alskens former, kan man oprette en projektmappe i Dropbox(Android, iOS, Windows Phone), hvor man kan samle alle sine informationer, så alle i gruppen har dem, og så er det oplagt at bruge en smule Google, til et fælles talepapir i Google Docs, hvor der også kan samarbejdes simultant til et slideshow.

Faktisk er der rigtig mange apps, der kan være med til at gøre skoledagen lidt lettere, man skal bare finde dem, og I har sikkert også nogle fantastiske forslag, og dem vil vi selvfølgelig også gerne høre om i kommentarfeltet herunder.

Videre om temaet

Sagen er ikke slut. Vi har fulgt op på historien. mobilsiden fortsatte historien. 5/8/2014 gik vi videre og publicerede sagen; Hardware til skolestartenKlik her for at gå til artiklen.. Seneste nyt om tematikken finder du her.