Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sådan livestreamer du Googles store Pixel-event

Sådan livestreamer du Googles store Pixel-event

I næste uge præsenterer Google de to længe ventede Pixel-smartphones sammen med en lang række anden hardware. Se her hvordan du livestreame eventen.

Foto: gsmarena.com

Efter måneder med rygter er det snart tid til, at Google skal løfte sløret for de to længe ventede Pixel-telefoner, som HTC producerer for Google.

Forleden inviterede Google derfor til den store event den 4. oktober, hvor virksomheden sidenhen har markedsført datoen uhørt meget i forhold til, hvad der er sædvane.

Nu nærmer Googles event sig med hastige skridt, for på YouTube har it-giganten nu offentliggjort den officielle video, hvorfra du kan livestreame eventen fra Californien.

Læs også: Her er Google Pixel

Af videoen fremgår nu også tidspunktet for, hvornår det hele skydes i gang: Tirsdag den 4. oktober klokken 18:00 skal du således sidde klar, hvis du vil være blandt de første til at se, hvad Google har af spændende nyheder.

En masse nyt hardware i vente

Og netop hvilke nyheder der er i vente er der ikke den store tvivl om. Flere kilder fra Google har nemlig afsløret hvilke produkter, du kan se frem til tirsdag aften. Foruden de to meget omtalte Pixel-telefoner vil Google også præsentere en ny Chromecast Ultra, der understøtter den høje 4K-opløsning. Prisen bliver til gengæld også det dobbelte af den nuværende Chromecast – altså omkring de 600 kroner.

Derudover kan du forvente en såkaldt Google Home-enhed, der i bund og grund er en højttaler til at placere hvor som helst i hjemmet. Den er internetforbundet og kører med Google Nu-assitenten, så du kan spørge Google til råds om hvad som helst. Prisen på denne bliver angiveligt $129 – omkring 1.179 kroner. Samme prisskilt får en tredje enhed – nemlig en såkaldt Google WiFi-router, som vil skille sig ud ved at gøre det nemt at tilkoble flere af disse for en endnu bedre dækning og internethastighed end normalt.

Læs også: Ny Chromecast Ultra bliver dobbelt så dyr

Så er der naturligvis også den seneste store nyhed, som er en teaser for sammenlægningen af Googles to styresystemer, Android og Chrome OS. Projektet går under navnet Andromeda og ventes først klar i løbet af 2017. Det forlyder dog, at Google alligevel vil komme kortvarigt ind på projektet.

Der er med andre ord al mulig grund til at følge med i Googles livestream, når det hele snart går løs. Mobilsiden følger naturligvis også Googles kæmpeevent og dækker alle de største nyheder derfra.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies