Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sådan spotter du de dårlige webshops

Sådan spotter du de dårlige webshops

Vi har samlet fem gode råd til, hvordan du bedst køber en mobiltelefon via nettet - uden at blive taget ved næsen.

Hver måned sælges ti-tusindvis af nye mobiltelefoner i Danmark, og hvor der handles - der spildes. Derfor bliver købsoplevelsen ikke altid den forventede, og nogle kunder ender med at blive snydt eller i bedste tilfælde, få en dårlig behandling.

Her giver vi fem gode råd til, hvordan du spotter de mest trælse forhandlere.

1. Webshoppen

Se godt på butikkens webshop om du synes den har et seriøst udtryk. Er den sjusket med stavefejl eller et usammenhængende sprog, så vælg en anden butik.

Oplyser butikken ikke om dine handelsbetingelser og fortrydelsesret eller kan du se, at teksten f.eks. ikke indeholder information om den lovpligtige 14 dages fortrydelsesret - bør du også finde et andet sted at handle.

2. Pas på urealistiske priser

Lad dig ikke narre af MEGET lave priser. Hvis en mobiltelefon er væsentligt billigere end andre steder skal du være på vagt.

Brug din sunde fornuft! Tager andre forhandlere f.eks. 4.000 for en telefon, og du et sted kan købe den for 2.500 kroner - er der næsten med garanti tale om svindel og snyd.

Køb KUN varer over nettet med Dankort. Benyt ALDRIG bankoverførsel!

3. Kontakt forhandleren

Ring til forhandleren på det telefonnummer som står på hjemmesiden og stil et par simple spørgsmål. F.eks. om leveringstid / er varen på lager, medfølger der dansk manual osv.

Tages telefonen konsekvent ikke, når du ringer (prøv et par gange der kan være optaget) så vælg en anden butik. Hvis ikke de kan yde dig service ved købet, har du slet ingen chance, hvis du efterfølgende vil ringe og klage over noget.

4. Tjek forhandleren på nettet

Søg forhandlerens navn på E-mærkets hjemmeside. E-mærket er en mærknings-ordning, som ser en forhandler efter i sømmene inden de godkendes.

Læs også andres vurderinger af de enkelte firmaer på Trustpilot.dk. Bemærk, at folk som synes en handel er fantastisk sjældnere skriver anmeldelser - end dem som føler sig dårligt behandlet.

Firmatjek.dk er også god. Her listes erhvervsdrivende, som ikke har efterlevet Forbrugerklagenævnets afgørelser.

Desuden kan en simpel Google-søgning give et hurtigt overblik.

5. Et godt navn

Lyt til andres erfaringer og lad være med at have prisen som den eneste faktor i din nethandel. Gå efter forhandlere med et godt navn og omdømme.

I sidste ende er det ikke værd at spare 50 kroner, hvis handlen giver problemer.

Husk på, at rigtig mange webshops på nettet gør et rigtigt godt stykke arbejde. Det er som altid de få, som ødelægger det for de mange.

Link:
Find billige mobiltelefoner på Mobilpriser.dk

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies