Salg af patenter kan betyde fred i mobilbranchen

Mobilkrigen bliver ofte ført i retssale over patenter, men flere af de helt store spillere træder nu væk fra den slagsmark

Salg af patenter kan betyde fred i mobilbranchen

Sammenslutningen Rockstar blev oprettet i 2011 af blandt andre Apple, Microsoft og Sony for at købe det hedengangne Nortels omkring 6000 patenter. Nu har gruppen så solgt en lang række af disse patenter fra til en organisation, der har som politik ikke at føre patentretssager.

Det kan betyde begyndelsen på enden af de mange patentsager, der har kostet de store firmaer millioner af dollars hver gang, de har sagsøgt hinanden.

Læs også: Steve Jobs får stadig nye patenter

Rockstar fordelte omkring 2000 patenter til de stiftende firmaer og beholdt 4000 under Rockstar-navnet, og det er de 4000 patenter, der er blevet solgt til RPX – et firma der sælger licenser til at bruge de patenter, de ligger inde med.

Som en del af aftalen vil Rockstar-gruppen få licens til patenterne, der primært omhandler telekommunikation som eksempelvis 4G/LTE-teknologier. Derudover har Rockstar også som en del af købsaftalen afsluttet søgsmål mod Samsung, LG og HTC.

Læs også: Google afværger stor retssag med aftale

Rockstar betalte i sin tid 4,5 milliarder dollars for de 6000 patenter, men salgsprisen for de 4000 tilbageværende lyder på 900 millioner dollars.

Især Apple har været med i en lang række retssager, som har kørt rundt om i verden. Modstanderen har tit være Samsung, men branchen ser ud til at bevæge sig væk fra de langsommelige retssager.

Google og Rockstar-gruppen lukkede for nylig ned for en stor sag om patenter, og flere andre har ligeledes afblæst de juridiske opgør.