Samsung butik i flammer dagen før Galaxy S8-event

Dagen før Samsungs store lanceringsevent, er en af deres butikker brudt i brand i Singapore.

Samsung butik i flammer dagen før Galaxy S8-event

Samsung lader til at have en uheldig historik, hvad angår ildebrande.

Sidste års store smartphone-fiasko var uden tvivl Samsungs Galaxy Note 7 med en lang række brand-tilfælde. Nu, dagen før præsentationen af deres næste mobil, ja så er der endnu en uheldig brand-episode.

En Samsung butik i Singapore gik nemlig tidligere i dag i brand, og blev sammen med de nærliggende butikker evakueret af myndighederne. Det beretter CNET via Channel NewsAsia.

Se også: Samsung: To fejl årsag til, at Galaxy Note 7 kortsluttede

Heldigvis kom hverken personer, eller butikken for den sags skyld, til skade under branden, som blev slukket af butikkens sprinkleranlæg.

Samsung blev hurtigt underrettet episoden og har efterfølgende udtalt:
“Vi er lige nu i gang med at undersøge de materielle skader og arbejdet tæt med myndighederne for at afsøge årsagen til branden. Butikken vil forblive midlertidigt lukket i denne periode. Vi beklager oprigtigt ulejligheden.”

Nu skal alt om Samsung selvfølgelig ikke handle om, hvad der skete med Note 7, men ikke desto mindre er det lidt pudsigt, at denne episode netop skulle finde sted dagen før S8-eventet.

Læs denne: Samsung giver Galaxy Note 7 det endelige dødsstød

Galaxy S8 vil blive præsenteret om mindre end 28 timer, så følg endelig med her på Mobilsiden.dk, hvor vi vil følge alle nyheder tæt.