Samsung: Derfor fejler batteriet i Galaxy Note 7

Samsung forklarer nu, hvad der er skyld i de eksplosive batterier, der pludselig har bremset al salg og har fået Samsung til at tilbagekalde Galaxy Note 7.

Samsung: Derfor fejler batteriet i Galaxy Note 7

I sidste uge kom det frem, at Samsungs seneste topmodel, Galaxy Note 7, var en ganske eksplosiv én af slagsen, hvor hele 35 modeller, inden salget for alvor startede verden over, var gået op i flammer.

Samsung reagerede hurtigt kun få dage efter de første pludseligt opståede eksplosive Galaxy Note 7-telefoner, hvor den sydkoreanske producent valgte at standse alle planer om at sælge telefonen samtidig med, at en verdensomspændt tilbagekaldelse blev sat i værk.

Læs også: Officielt: Samsung Galaxy Note 7 tilbagekaldes i hele verden

Det stod hurtigt klart, at det var modeller af Galaxy Note 7 med batterier fra en af Samsungs egne datterselskaber, Samsung SDI, der var i høj risiko for at futte af, men den egentlige årsag til problemet har været mørklagt.

Nu kaster Samsung dog lys over batteriproblemet i en pressemeddelelse udgivet i Storbritannien, hvor der er oprettet en FAQ med ofte stillede spørgsmål. Ud over at omhandle selve tilbagekaldelsen i Storbritannien kommer Samsung også ind på noget mere interessant, der ellers ikke har været snak om tidligere: selve årsagen til problemet.

Samsung Galaxy Note 7
Foto: Baidu

Batteriet i Galaxy Note 7 kortslutter

I spørgsmålet ’hvad er problemet?’ forklarer Samsung følgende: ”Ud fra vores undersøgelse har vi erfaret, at der var et problem med battericellen. En overophedning af battericellen opstod, når anoden (den positive pol, red.) kom i kontakt med katoden (den negative pol, red.), hvilket er en meget sjælden fejl i fremstillingsprocessen”.

Med andre ord er der altså tale om, at batteriet i Galaxy Note 7 kan kortslutte ved en fejl, og når først det sker, når du formentlig ikke at tælle i mange sekunder, før telefonen er helt død og opslugt af flammer. Samsung bekræfter samtidig også, at de 35 tilfælde, der den 1. september var registreret, ikke havde resulteret i nogen personskade.

Læs også: Samsung dropper egne batterier i fremtidige Note 7

Hvis tilbagekaldelsen ikke var sket, havde det dog formentligt blot været et spørgsmål om tid, før en fejl i en tilfældig Galaxy Note 7 kunne sætte gang i den helt store brand under nattesøvnen. Tilbagekaldelsen på grund af de kortsluttede batterier bliver ganske vist dyr for Samsung, men samtidig viser producenten også, at den værner om forbrugernes sikkerhed og at der reageres prompte, når problemer opstår.