Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Samsung DeX: Omdan Galaxy S8 til en fuldblods PC

Samsung DeX: Omdan Galaxy S8 til en fuldblods PC

Som tilbehør til Galaxy S8 og Galaxy S8+ afslørede Samsung i går dockingstationen Samsung DeX, som forvandler Galaxy S8 til en fuldblods arbejdsstation.

Foto: Samsung

Med Samsung Galaxy S8 og tilbehørsproduktet Samsung DeX har du en PC-lignende oplevelse lige ved hånden.

Læs også: Samsung sprænger grænserne med Galaxy S8 og S8+

Sammen med Samsung Galaxy S8 og S8+ lancerede Samsung den lille sammenklappelige dockingstation, som fungerer som led mellem telefonen, en ekstern skærm, mus og tastatur.

På få sekunder kan du altså slutte Samsung Galaxy S8 til Samsung DeX (som desuden står for Desktop Experience), og så er du klar til at arbejde i et PC-lignende miljø.



Dockingstationen har et USB Type-C-stik, som Samsung Galaxy S8 placeres i. Telefonen går straks over i en særlig DeX-tilstand, hvor den nu fører signalet videre via HDMI til skærmen. På få sekunder møder du, hvad der næsten kan betegnes som et helt nyt styresystem – alt sammen drevet af telefonen. Det er derfor fortsat Android, du ser på skærmen, men det er kraftigt tilpasset til at give en PC-lignende skrivebordsmiljø i stil med Windows og Mac OS.

Læs også: Samsung S8 hands-on: Muligvis årtiets smartphone

Med Samsung DeX kan du altså interagere med alle apps og programmer installeret på din telefon på samme måde, som du er vant til fra din computer derhjemme. Vinduer kan trækkes i, du kan multitaske så tosset, du vil, højreklikke, bruge tastaturgenveje og browse på nettet helt som du er vant til på en ’normal’ computer.

Dertil har Samsung arbejdet sammen med Microsoft og Adobe for at levere Microsoft Office, Acrobat Reader mobile og Lightroom Mobile i PC-optimerede udgaver, så du kan få fuldt udbytte af den PC-lignende brugeroplevelse.

Foto: Samsung

Få adgang til Windows-programmer med Samsung DeX

Et Android-miljø i en PC-lignende udgave har dog også sine begrænsninger, og derfor har Samsung allieret sig med firmaerne Citrix, VMware og Amazon Web Services, som alle tilbyder løsninger til at få direkte adgang til Windows-programmer ved at emulere dem i et virtuelt miljø.

Kort fortalt – du har mulighed for direkte adgang til Windows-styresystemet og dets programmer med Samsung DeX, selv om den kører med Android-styresystemet. Selv de mest komplicerede opgaver bør altså i teorien kunne lade sig gøre med dockingstationen.

Samsung DeX: Pris og tilgængelighed

Samsung Danmark har endnu ikke oplyst en præcis dato for, hvornår Samsung DeX kan købes i de danske butiker, men den må formodes at lande i handlen sammen med Samsung Galaxy S8 og S8+ den 28. april.

Til gengæld har Samsung oplyst, hvad prisen på Samsung DeX bliver. Den kommer til at koste 1.190 kroner, så det er ikke et helt billigt stykke tilbehør. Cirka 200 kroner er den dyrere end Microsoft Display Dock, da den udkom.

Samsung DeX: Specifikationer

  • Porte: 2 x USB 2.0, 1 x Ethernet, 1 x HDMI
  • Stik: USB Type-C
  • Forbindelser: WiFi, Bluetooth
  • Andet: Indbygget blæser, Adaptive Fast Charging (opladning af mobilen)

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies