Samsung får falske klager om nedbrændte Galaxy Note 7-telefoner

Ejere af Samsung Galaxy Note 7 i 15 forskellige lande har sendt Samsung falske klager om, at telefonen er brudt i brand.

Samsung får falske klager om nedbrændte Galaxy Note 7-telefoner

Samsung har det ikke nemt i disse uger, hvor fadæsen med batteriproblemerne i topmodellen Galaxy Note 7 førte til, at Samsung måtte stoppe al salg af og samtidig tilbagekalde telefonen.

Nemmere bliver det ikke af, at den sydkoreanske producent døjer med falske indberetninger om, at telefonen er gået i brand.

Til hjemmesiden ZDNet oplyser Samsung nemlig, at producenten har modtaget mindst 26 anmeldelser, der ikke har været hold i, om Note 7-telefoner, der er gået op i flammer siden tilbagekaldelsen.

Læs også: Er din Galaxy Note 7 brandfarlig? Tag testen [TIP]

I 12 af tilfældene var der slet ikke noget problem med den pågældende Galaxy Note 7, og i 7 andre tilfælde trak ejerne deres anmeldelse tilbage. De sidste 7 tilfælde er hvor ejerne ikke har været til at få fat på.

9 af disse sager fandt sted i USA, 3 i Sydafrika, 2 i Frankrig og 1 fra henholdsvis Canada, De Forenede Arabiske Emirater, Filippinerne, Irak, Kroatien, Libanon, Rumænien, Singapore, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet og Vietnam.

Samsung Galaxy Note 7
Foto: Baidu

Brugte et billede fra internettet som dokumentation

Ejeren fra Canada forsøgte at få sin klage igennem ved at sende et billede som dokumentation. Det viste sig dog at være tyvstjålet fra internettet fra en anden Note 7-ejer, hvis telefon gik op i flammer.

Klagen fra Singapore blev heller ikke til noget, da ejeren påstod at have kastet sin Galaxy Note 7 ud af bilen, da den pludselig selvantændte – og denne påstand kunne ikke dokumenteres.

Samsung er i fuld sving med at få ombyttet alle 2,5 mio. solgte eksemplarer, der nåede at blive solgt i de 11 første lande, inden salget blev bremset. I USA har producenten nu formået at få ombyttet halvdelen af de 1 mio. solgte eksemplarer, så der er fortsat et stykke vej endnu, før faren er elimineret.

Læs også: Samsung pressede på for tidlig Note 7-lancering, men endte i krise

Samsung har derfor også forsøgt at presse de tidlige købere af telefonen til at indlevere den og ombytte den hurtigst muligt ved at udsende en softwareopdatering, der begrænser batteriets maksimale kapacitet til 60 %. Der har også været udsendt en advarsel i softwaren, hvori det anbefales at få den slukket og ombyttet med det samme.

Salget genoptages inden længe

I Danmark forventer Samsung, at der friske forsyninger uden fejlramte batterier i løbet af oktober måned, og det er med al sandsynlighed også i næste måned, at salget genoptages – spørgsmålet er blot præcist hvornår.

Samsung har endnu ikke meldt en endelig dato ud i Danmark. Det har producenten til gengæld i USA. Den 28. september er Samsung allerede klar til at genoptage salget på den anden side af Atlanten.