Samsung Galaxy Note 7 selvantænder i 6-årig drengs hånd

Problemerne med Samsungs fejlbehæftede batteri i Galaxy Note 7 fortsætter. Nu har en seksårig dreng fået forbrændinger på sine hænder.

Samsung Galaxy Note 7 selvantænder i 6-årig drengs hånd

Det er ikke kun huse og biler, det går ud over, efter Samsung nåede at sende 2,5 mio. eksemplarer af Galaxy Note 7 ud til kunderne, som kort tid efter udgivelsen viste sig at have et fejlbehæftet batteri, der kan kortslutte når som helst.

I det lange første stykke tid var Samsungs topmodel ikke årsag til nogle personskader, men de begynder nu at vise sig. Ifølge avisen New York Post har en seksårig dreng fra Brooklyn i USA fået brandskader i begge hænder, efter at husets Note 7 pludselig antændte og eksploderede, da drengen så videoer på telefonen.

Læs også: Samsung Galaxy Note 7 årsag til brand i bil og hus

“Barnet så videoer på telefonen, da batteriet eksploderede. Det aktiverede alarmerne i mit hus”, lyder det fra drengens bedstemor, Linda Lewis.

Efter at have ringet til 911 tog de straks til Downstate Medical Center for at få tilset brandsårene, efter at batteriet i Galaxy Note 7 kortsluttede og gik op i flammer. Ud over de fysiske skader har oplevelsen ifølge bedstemoren også sat sine spor hos drengen.

”Han er hjemme nu. Han vil ikke se eller være i nærheden af nogle telefoner. Han har grædt over for sin mor,” tilføjer hun.

Samsung Galaxy Note 7
Her ses en tidligere episode med en Note 7, der går op i flammer. Foto: Baidu

Efter denne episode er familien nu i snak med Samsung, men det er endnu uvist, hvad der vil ske fremadrettet. Samsung har indtil videre ikke ønsket at kommentere sagen.

Læs også: Samsung: Derfor fejler batteriet i Galaxy Note 7

Allerede den 2. september valgte Samsung at tilbagekalde Galaxy Note 7, som dog ikke var en officiel tilbagekaldelse. Den amerikanske instans Consumer Product Safety Commission (CPSC), som håndterer tilbagekaldelser i USA, mangler endnu at godkende Samsungs godkendelse om en ‘officiel’ tilbagekaldelse.

Med de fortsatte meldinger om episoder med telefoner, der pludselig antæder, ser Samsung nu mere alvorligt på sagen. Nu rådes alle kunder også til straks at slukke telefonen, hvorefter den bør blive indleveret med det samme. Nye eksemplarer af Galaxy Note 7-telefoner uden de fejlbehæftede batterier er dog først klar mandag den 19. september i de første lande.