Samsung Galaxy S II kommer uden NFC i Danmark

Den Galaxy S II der kommer i butikkerne i Danmark har ikke NFC. Men senere lanceres en ny NFC-udgave af samme mobil.

Samsung Galaxy S II kommer uden NFC i Danmark

Da Samsung annoncerede Android-topmodellen Galaxy S II tilbage i februar, ved verdens største mobilevent, Mobile World Congress i Barcelona, skete med lovningen om, at mobilen vil have indbygget NFC.

Men det kommer alligevel ikke til at holde vand.

Overfor Mobilsiden.dk bekræfter Samsung, at S II ikke har NFC, men at der kommer en anden version af samme smartphone, lidt senere, der har NFC indbygget.

– “Galaxy S II med NFC vil blive tilgængelig i de nordiske lande senere på sommeren. Vi lancerer den første model uden NFC for at gøre Galaxy S II tilgængelig på det nordiske marked så tidligt som muligt,” lyder begrundelsen fra Samsungs nordiske hovedkontor i Sverige.

Samsung har tidligere produceret smartphonen Nexus S til Google. Denne har NFC, og kan købes i Danmark. Også Nokia C7-00 har NFC.

NFC er en teknik til blandt andet døråbning og elektronisk betaling. En lignende teknik benyttes allerede til buskort i flere byer, hvor et lille plastikkort holdes op mod en aflæser-enhed, hvorefter der er betalt for busturen.

Læs også:
 – Vores første indtryk af Samsung Galaxy S II
 – Video- og fotokamera i S II, sådan er det