Samsung Galaxy S7 active dumper test: Er ikke vandafvisende

Den hårdføre Samsung Galaxy S7 active burde være vandafvisende, men en test foretaget af det uafhængige magasin, Consumer Report, afslører det modsatte.

Samsung Galaxy S7 active dumper test: Er ikke vandafvisende

Da Samsung for nyligt lancerede telefonen Galaxy S7 active, var det særlige, at den er ganske hårdfør og blandt andet vand- og støvafvisende med en IP68-certificering lige som de tidligere active-modeller.

Det skulle tillade dig at sænke telefonen i ned til 1,5 meters dybde i op til 30 minutter, uden at telefonen på nogen måde tager skade af det.

Den ’simple’ test, som selv den almindelige Galaxy S7 formår at klare uden problemer, er dog en for stor mundfuld for Galaxy S7 active, der endda også har fået den såkaldte MIL-STD-810G-certificering.

Læs også: Samsung lancerer hårdfør Galaxy S7 active

Det uafhængige magasin, Consumer Reports, testede nemlig telefonen i en vandtank med et tryk på 2,12 PSI for at simulere trykket nede i 1,5 meters dybde. Testen foregik i de 30 minutter, som Samsung skriver, at Galaxy S7 active kan klare – men det kunne den ikke.

Efter at have været i vandet i den halve time kom der nemlig grønne linjer frem på skærmen, lige som der opstod små luftbobler i begge kameralinser. Endnu værre var, at skærmen slet ikke reagerede på berøringer.

Efter det noget overraskende resultat valgte Consumer Reports at foretage den præcis samme test med en ny enhed, hvor de samme defekter opstod og hvor skærmen tilmed skiftevis tændte og slukkede.

Samsung: Muligvis en defekt enhed

I forbindelse med testen valgte Consumer Reports at høre Samsung, om der var problemer med telefonerne. Hertil kunne producenten udtale, at der kun er ’ganske få klager’ over telefonen.

”Enheden Samsung Galaxy S7 active er den mest hårdføre telefon til dato og er meget modstandsdygtig over for ridser og er IP68-certificeret. Der er muligvis en svag mulighed for, at en defekt enhed ikke er så vandtæt, som den burde være,” lyder det fra Samsung.

Læs også: Galaxy S7 sikrer Samsung det højeste overskud i to år

At der skulle være to tilfældigt købte enheder, der dumper samme test, forklarer dog ikke, hvorfor kun en enkelt enhed skulle være defekt. Der er også den mulighed, at det er en lille fejl i produktionen eller kvalitetskontrollen, der lader vand sive ind og ødelægge komponenterne.