Samsung Galaxy S8 og S8+ video lækket

Mens opmærksomheden er rettet mod MWC i Barcelona er en kinesisk video af både Galaxy S8 og S8+ sluppet ud.

Samsung Galaxy S8 og S8+ video lækket

For Samsung skulle MWC-mobilmessen i Barcelona ikke være scenen for lanceringen af de to ventede Galaxy S8 og S8+ toptelefoner.

Alligevel bliver det i denne uge muligt, at få et smugkig på de to buede smartphones i et sæt lækkede videoer, som nu cirkulerer i de kinesiske medier. Det skriver netmediet gsmarena.com.

Her ses, i en noget rystet video, hvordan de to telefoner vil få et mere aflangt format end tidligere – hvilket muliggør at skærmen kan vokse til de rygtede 5,7 og 6,2 tommer uden at blive uhåndterlige. De buede kanter omkring displayet ses også tydeligt i de cirka halvt minut lange sekvenser.

Samtidig røber videoerne, at home-knappen nu endegyldigt borte, for i stedet at give plads til displayet som nu næsten breder sig fra kant til kant.

Se også:  EVLeaks: Her er specifikationerne på Samsung Galaxy S8+

Samsung Galaxy S8 og S8
Foto: Androidpure.com

I bunden ses det, at porten vil blive det symmetriske USB-C stik og at jack-stikket forbliver trofast ved siden af en højtaler i bunden.

Videoen viser at, når mobilen skal vækkes bliver det nu power-knappen der skal trykkes på, hvilket samtidig vækker spekulationer om, hvilken funktion den ekstra knap under volumenknapperne har. Her virker en aktivering af den kommende Samsung-assistent, den stemmestyrede Bixby, oplagt.

Hvordan funktionerne kommer til at fungere i praksis, vil Samsung præsentere til den officielle fremvisning som i går blev officielt fastlagt til den 29. marts.

Du kan se S8’erne i aktion i klippene nedenunder:

Læs også:  Samsung sætter dato på Galaxy S8-lancering