Samsung inviterer til ‘Unpacked’ ved IFA

Det har været en offentlig hemmelighed et stykke tid, men nu er det officielt, at Samsung indkalder pressen

Samsung inviterer til ‘Unpacked’ ved IFA

Der har ikke været den stor tvivl om, at Samsung vil præsentere deres Galaxy Note 4 ved IFA i Berlin i starten af september, og nu har koreanerne inviteret til en ‘Unpacked’-begivenhed netop under IFA den 3. september klokken 14.

Sidst Samsung holdt en ‘Unpacked’-begivenhed var under MWC, hvor det var Galaxy S5, der blev vist frem for verdenspressen, og derfor synes det at pege hen imod, at det er Note 4, der skal frem i rampelyset.

Læs også: Microsoft udfordrer Samsung i retten

Ved sidste års IFA-kongres holdt Samsung også en pressebegivenhed af samme navn, og da var det Galaxy Note 3, der var den store åbenbaring.

Ud over Galaxy Note 4, som har været genstand for rygter om blandt andet en øjenscanner, så spekuleres der også i, om andre produkter vil få en gæsteoptræden under ‘Unpacked’.

Læs også: Google konfronterer Samsung omkring deres smartwatch strategi

Sidste år kunne Samsung også vise Galaxy Gear frem ved samme lejlighed, og op til dette års kongres har Samsung arbejdet på eksempelvis et virtual reality-produkt.