Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Samsung når igen rekordhøjt salg af Galaxy S8 i Sydkorea

Samsung når igen rekordhøjt salg af Galaxy S8 i Sydkorea

Efter cirka to måneder slår Samsung Galaxy S8 stadig salgsrekorder i hjemlandet, men på verdensplan er der langt op til rekordholderen Galaxy S5.

Salget af Samsung Galaxy S8 og Galaxy S8+ stryger fortsat derudad. Nu har producenten nemlig langet 1,3 millioner udgaver af topmodellen over disken alene i Sydkorea. Det skriver det sydkoreanske finansmedie The Invester.

Ifølge oplysningerne bliver der på nuværende tidspunkt solgt mellem 11.000 og 12.000 eksemplarer af de to smartphones om dagen i Sydkorea, og så højt et antal har man aldrig set før, når det gælder topmodeller, lyder det. Dermed kan Samsung føje endnu en rekord til samlingen, da det for nyligt kom frem, at Samsung skulle bruge 37 dage på at sælge 1 million eksemplarer i hjemlandet, hvilket var dobbelt så hurtigt som både Galaxy S6 og Galaxy S7.

Læs også: Samsung Galaxy S7 og S7 edge runder stor milepæl

På verdensplan kan Samsung dog ikke på samme måde juble over at slå rekorder. Den 16. maj annoncerede Samsung i samme finansmedie, at man nu havde opnået 5 millioner solgte eksemplarer i hele verden - altså 18 dage efter salget startede i de første lande den 28. april.

Da Samsung havde sit højdepunkt i 2014, opnåede producenten nemlig den hidtil bedste modtagelse af en Samsung-smartphone. Der er tale om Galaxy S5, som blev solgt i hele 10 millioner eksemplarer på blot 25 dage. Ikke desto mindre synes Samsung at være ganske tilfredse med, hvordan tingenes tilstand ser ud, og det er måske heller ikke så mærkeligt, når producenten inden for ganske få måneder er klar med den næste topmodel, Galaxy Note 8, som må forventes også at sælge glimrende.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies