Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Samsung øger trafiksikkerheden med "gennemsigtige" lastbiler

Samsung øger trafiksikkerheden med "gennemsigtige" lastbiler

Samsung annoncerer projekt Safety Truck, så du som trafikant i bogstaveligste forstand kan kigge igennem en forankørende lastbil inden en overhaling.

Samsung er ikke kun smartphones, tablets, fjernsyn og andet forbrugerelektronik. Den store sydkoreanske koncern står også bag alt fra konstruktion af våben, bygninger og skibe til forsikring, rådgivning og meget mere.

Nu kan Samsung føje endnu et område til porteføljen: Trafiksikkerhed. Det sker med det nyligt annoncerede Samsung Safety Truck, som er et initiativ til at øge sikkerheden i trafikken med store lastbiler på vejen.

Projektet finder sted i en Samsung-afdeling i Argentina, hvor der hver time dør en person i trafikulykker med en stor del af dem under overhalinger - og det vil man hos Samsung nu gøre noget ved. På de mange smalle landeveje kan det være svært og ofte farligt som bagvedkørende billist at se ud for de brede lastbiler for at overhale.

Kig igennem Samsung-lastbilen, inden du overhaler

Men ikke med en Samsung Safety Truck foran dig. Den er udstyret med et trådløst kamera monteret på fronten, som holder et vågent øje med, hvad der sker foran den. Signalet fra kameraet sendes til en gigantisk skærm monteret på lastbilens bagsmæk.

Det giver dig som trafikant bag lastbilen frit udsyn til vejen foran, så du på et splitsekund kan vurdere, om der er fri bane foran dig til at overhale på de smalle veje.

Samsung Safety Truck-projektet er ikke kun et lille eksperiment, men et oprigtigt forsøg på at gøre en forskel, lyder det. Derfor er man også i gang med at udføre yderligere tests for at overholde de forskellige landes regelsæt med henblik på at opnå de nødvendige tilladelser og godkendelser.

Om det er en teknologi, som virksomheder og chauffører så vil tage til sig, er ikke til at sige. Helt billigt er det formentlig ikke med 4 store skærmpaneler sat sammen til en storskærm, der skal monteres forsvarligt bagpå.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies