Samsung tester Android 7.0 Nougat med nyt design til Galaxy S7

Samsung ruller nu en betaudgave af Android 7.0 Nougat med et helt nyt design ud til Samsung Galaxy S7 i flere lande. Se billederne her.

Samsung tester Android 7.0 Nougat med nyt design til Galaxy S7

Android 7.0 Nougat-softwaren til Samsung Galaxy S7 blev tidligere på ugen blevet lækket på en vietnamesisk hjemmeside, og i dag er softwaren nu tilgængelig for ejere af Galaxy S7, som deltager i Samsungs program for betaopdateringer i USA, Storbritannien og Sydkorea.

Som dansk ejer af en Galaxy S7 må du væbne dig med tålmodighed, hvis du vil have Nougat-softwaren ad officielle kanaler. I mellemtiden kan du til gengæld se, hvad der er i vente – og der er ikke så lidt endda. Samsung har nemlig designet hele brugerfladen fuldstændig om i forhold til den nuværende.

Læs også: Samsungs TouchWiz-tilpasning får store designændringer

Tilbage i juni måned blev en tidligere udgave af Android-software til Galaxy Note 5 lækket. Her fik vi det første kig på de store designforandringer, der var i vente. Det nye Samsung-design viste sig første gang i Android 6.0.1 Marshmallow, men det blev aldrig rullet ud til forbrugerne – heller ikke da Note 7 blev lanceret.

Men nu sker det altså – først med Galaxy S7 og formentlig en lang række andre Samsung-modeller i de kommende måneder, når betatesten er ovre.

Så hvad er der sket i Android 7.0 Nougat siden det design, som Samsung benytter i Android 6.0 Marshmallow på nuværende tidspunkt? Alt er kort fortalt blevet hvidt … meget hvidt, og popupvinduer har fået meget runde hjørner. Tag selv et kig i nedenstående galleri, hvor du kan se et udsnit af de mange billeder, som hjemmesiden Sammobile har taget.

Samsung Galaxy S7 Android 7.0 Nougat
Foto: Sammobile.com

Hvad synes du om det nye design af Samsungs brugerflade? Giv gerne din mening til kende i en kommentar nedenfor.