Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Samsungs store Galaxy S8-variant får navnet Galaxy S8+

Samsungs store Galaxy S8-variant får navnet Galaxy S8+

Samsungs 6,4" store kommende topmodel har hidtil gået under navnet Galaxy S8 Plus, men et logo afslører, at navnet bliver Galaxy S8+.

Foto: Weibo.com (KingwayLee)

Afsløringen af Samsung Galaxy S8 nærmer sig med hastige skridt. De fleste vigtige detaljer er hen over de seneste måneder blevet lækket, og nu er turen kommet til noget andet - nemlig brandingen af Galaxy S8.

Læs også: Samsung Galaxy S8: Billede, pris og lanceringsdato afsløret

Et nyt tweet fra Twitter-tipsteren evleaks afslører nemlig, hvad Samsung kommer til at kalde den store af de to varianter af Galaxy S8. Bliver navnet Galaxy S8 Plus, som den er gået under i techpressen de foregående måneder, eller bliver det Galaxy S8+?

Står det til evleaks, bliver navnet det sidstnævnte. Han har nemlig lækket logoet, der viser navnet frem. At det bliver Galaxy S8+ frem for Galaxy S8 Plus er måske ikke så overraskende med tanke på, at Samsung sidste år lancerede en Galaxy S7 edge+. Dog skal det siges, at Samsung også har for vane at lancere ”Plus”-modeller, senest Galaxy Grand Prime Plus for ganske få måneder siden.

Læs også: Avis lækker et hav af detaljer om Samsung Galaxy S8

Selv om de fleste detaljer, og efterhånden også en del billeder, af Samsung Galaxy S8 og Galaxy S8+ er sluppet ud, må du fortsat væbne dig med en god portion tålmodighed, før Samsung officielt løfter sløret for topmodellerne. Det sker ifølge selvsamme Twitter-tipster nemlig først den 29. marts, hvorefter de to telefoner lander i handlen den 21. april.

Prisen på den 5,8" "lille" Galaxy S8 ventes at blive omkring 6.449 kroner, mens den store Galaxy S8+ på 6,2" kommer til at ligge på cirka 7.249 kroner. Begge modeller bliver nemlig omtrent 750 kroner dyrere end sidste års Galaxy S7 og Galaxy S7 edge.

Samsung Galaxy S8 og S8+: Foreløbige specifikationer

Dimensioner: 140,1 x 72,2 x 7,3 mm Galaxy (S8) og 152,4 x 78,5 x 7,9 mm (Galaxy S8+)
Skærm: 5,8" (Galaxy S8) og 6,2" (Galaxy S8+), AMOLED, QHD-opløsning, 18,5:9-format, kurvet skærm
Processor: Exynos 8895 eller Qualcomm Snapdragon 835
Lagerplads: 64 GB UFS 2.1, microSD (op til 256 GB)
RAM: 4 GB
Kamera: 12 megapixel, Dual Pixel-autofokus, f/1.7, genkendelse af objekter
Batteri: 3.000 mAh (Galaxy S8) og 3.500 mAh (Galaxy S8+)
Software: Android 7.1.1 Nougat med Samsungs tilpasning
Andet: 3,5 mm jack, USB Type-C-port, Bixby-assistent, DeX-system (desktop extension)
I butikkerne: 21. april 2017
Pris: Cirka 6.449 kroner (Galaxy S8) og cirka 7.249 kroner (Galaxy S8+)

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies