Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Skærmen i Motorolas brudsikre Moto Z2 Force har en stor svaghed

Skærmen i Motorolas brudsikre Moto Z2 Force har en stor svaghed

Skærmen i Moto Z2 Force er så hårdfør, at Motorola garanterer dens holdbarhed i fire år. Den har dog en mærkbar svaghed over for ridser og mærker.

Nederst i højre hjørne af skærmen ses to tydelige mærker efterladt i den bløde skærm.
Nederst i højre hjørne af skærmen ses to tydelige mærker efterladt i den bløde skærm.
Foto: Androidpolice.com

Motorola løftede for nyligt sløret for den nye Moto Z2 Force, som er en variant af den endnu ikke annoncerede Moto Z2 med en utrolig hårdfør såkaldt ShatterShield-skærm. Faktisk er den så hårdfør, at Motorola garanterer, at den ikke vil gå i stykker inden for de første fire år.

Læs også: Motorola lover: Ny skærmteknologi er umulig at ødelægge

Der er dog et stort problem med den ellers så modstandsdygtige skærm, som også har imponeret i de to tidligere modeller Moto Z Force og Moto X Force. Selv om Motorola ifølge dem selv har udviklet videre på teknologien og forbedret den, har den stadig et stort problem.

ShatterShield-skærmen er blød som smør

Skærmen er nemlig fremstillet af adskillige lag, som sikrer telefonen en enorm bestandighed over for slag, når den bliver tabt. Med denne hårdførhed går Motorola dog på kompromis med hårdførheden over for ridser og mærker. Oven på P-OLED-skærmen sidder nemlig et såkaldt berøringslag med fylde samt to ekstra lag plastik, der tager de hårde slag. Derfor vil skærmen ikke gå itu i tusindvis af stykker, som man ser med de fleste andre smartphones, som har skærme beskyttet med Gorilla Glass.

Der skal med andre ord ingenting til, før skærmen i Moto Z2 Force bliver ridset eller sågar får et mærke eller en fordybning i det bløde plastik. Det måtte skribenten Ryan Whitwam fra hjemmesiden Android Police sande, da han var i gang med sin test af den nye topmodel.

Læs også: Motorola lancerer stærk Moto Z2 Force

Han opdagede nemlig hurtigt små ridser i skærmen, hvilket i sig selv er frustrerende. Da han kørte fingerneglen over området for at mærke, om det var en rigtig ridse eller bare noget snavs, efterlod det en ny ’ridse’, om man vil, på den ellers hårdføre skærm. Plastikken er tilsyneladende så blød i den nye Moto Z2 Force, at du kan efterlade mærker på den, som ligner ridser, ved blot at trykke på skærmen med fingerneglen.

Anmelderen havde sidste års Moto Z Force liggende og kunne hurtigt konstatere, at det samme ikke kunne genskabes på denne model, så noget er der altså sket, efter Motorola har ’forbedret’ ShatterShield-teknologien.



Og som om det ikke er nok, kunne anmelderen også konstatere, at de forskellige lag i plastikken er så bløde, at man kan presse det et lille stykke ned, og når de forskellige lag falder tilbage på plads, afgiver limen imellem lagene en klik-lignende lyd. Hør selv i videoen ovenover.

Er du ude efter en hårdfør skærm, skal du altså gøre op med dig selv hvilken form for hårdførhed, du er ude efter. En skærm som denne, der er så godt som umulig at splintre, er nemlig meget nem at ridse. En ridsefast skærm, som ligger højt på den såkaldte Mohs' hårdhedsskala, skal til gengæld nok klare sig mod de fleste små ridser. Ulempen er blot, at der ikke skal meget til, før sådan noget glas bliver smadret ved tab af mobilen.

Læs også: Corning: Derfor ridses Gorilla Glass 5 så let

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen mobil, der kombinerer de bedste egenskaber fra begge typer af hårdførhed. Hvis du har det med at smide mobil, nøgler og andre dele i samme lomme, er Moto Z2 Force måske ikke det bedste valg. Har du til gengæld en tendens til at tabte din mobil, vil den være oplagt at vælge. Eller måske vil du blot være sikret til en vis grad mod begge dele, og så er der heldigvis et utal af smartphones med Gorilla Glass-beskyttelse.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies