Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Skærmstørrelsen på tre Samsung Galaxy S7-udgaver lækket

Skærmstørrelsen på tre Samsung Galaxy S7-udgaver lækket

Lækkede oplysninger afslører, hvor stor skærmen bliver på Samsung Galaxy S7, Galaxy S7 edge og Galaxy S7 Plus.

Foto: uswitch.com

Der går snart ikke en dag, uden nye oplysninger om Samsungs kommende topmodeller frigives. I dag er heller ikke en undtagelse.

Hjemmesiden GSMArena kan, via firmaet ITSKINS, som laver smartphonecovers, afsløre de præcise skærmestørrelser samt 3D-renderinger for ikke kun den almindelige Samsung Galaxy S7, men også de to andre varianter, Galaxy S7 edge og Galaxy S7 Plus, som ventes lanceret på samme tid.

Læs også: Designet på Samsung Galaxy S7 og S7 Plus afsløret

Som det er nævnt i et tidligere rygte, ventes den normale Galaxy S7 at få en skærmstørrelse på 5,1”. Det er samme størrelse, som den eksisterende Galaxy S6 benytter. Her er der altså ikke umiddelbart de store nyheder.

Det er der til gengæld, når det gælder de to andre modeller. Skærmstørrelsen på Galaxy S7 edge med den spektakulære kurvede skærm langs siderne får et nøk i vejret. Fra de 5,1”, som Galaxy S6 edge er udstyret med, bliver der i Galaxy S7 edge plads til hele 5,5”.

Læs også: Samsung Galaxy S7 får 3D touch-display

En skærm på 5,5” svarer faktisk til den nuværende Galaxy S6 Plus, men efterfølgeren til denne får også vokseværk. Firmaet melder nemlig om en skærmstørrelse på hele 6” i Galaxy S7 Plus. Det fremgår også af kilden, at der vil komme en kurvet Galaxy S7 Plus, som må formådes at udgøre den fjerde og sidste variant (Galaxy S7 edge Plus), der tidligere har været tale om.

Dimensioner også afsløret

Ikke med mange timers mellemrum er dimensionerne på to af modellerne via en anden kilde på Android Authority også kommet ud i offentligheden. Heri lyder det, at den almindelige Galaxy S7 vil måle 70,5 x 143 mm, hvilket er samme bredde, men 0,4 mm smallere end den nuværende Galaxy S6.

Den lidt større Galaxy S7 edge får målene 73 x 151 cm. Det er 2,9 mm bredere og 8,9 mm højere end Galaxy S6 edge.

Rygtet stammer fra en person ved navn Shai Mizrachi, hvor der også medfølger lignende 3D-tegninger af modellerne som vist nedenfor. Der er dog en mindre uoverensstemmelse mellem de to rygter, da Galaxy S7 her står til at få en skærm på 5,2” og ikke 5,1” som føromtalt. Der er dog enighed om, at Galaxy S7 edge får skruet skærmstørrelsen op til 5,5”, mens der ikke fremgår nogle oplysninger om en Plus-variant i det sidste rygte.

Læs også: Rygte: Samsung Galaxy S7 bliver dyrere og får iris-skanner

Der hersker altså lige nu en usikkerhed om, hvorvidt skærmen bliver 5,1” eller 5,2”, men det er trods alt en så lille forskel, at det næppe kan spottes med det blotte øje – og som altid er det sundt at tage rygter som disse med et gran salt, da der er en vis usikkerhed forbundet.

Der er altså ikke andet for end at vente på enten yderligere rygter, der kan be- og afkræfte disse eller officielle oplysninger fra Samsung. En lancering finder dog formentligt ikke sted før den 21. februar.

Foto: AndroidAuthority.com
Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies