SMS-fejl løst – 3-kunder kan nu sende SMS på 4G

4G-kunder hos teleselskabet 3 har haft en del bøvl med at sende SMS-beskeder - men fejlen er nu løst, oplyser selskabet.

SMS-fejl løst – 3-kunder kan nu sende SMS på 4G

Kunder hos teleselskabet 3 med 4G-smartphones, uafhængigt af mærke, har over den seneste uge, haft vanskeligt ved at få SMS-beskeder igennem mobilnetværket. Det har blandt andet vist sig med forsinkede beskeder, mens andre beskeder er blevet tabt i et sort hul og ikke kommet frem.

 – 3 er ramt af SMS-kaos på 4G

Teknikerne hos teleselskabet fik fejlen lokaliseret i fredags og har arbejdet henover weekenden med at få lavet et patch. Dette patch oplyste 3 ville blive implementeret natten til tirsdag, hvor der også ville blive testet – så der ikke længere ville være problemer med at sende SMS-beskeder fra tirsdag morgen.

 – 3 er klar med SMS-løsning tirsdag

Mobilsiden.dk har været i kontakt med teleselskabet 3 for, at få en status på situationen her tirsdag morgen.

 – ”Vores netværksfolk implementerede patchen i nat, der skal løse vores issue med sms’er på 4G/LTE. Implementeringen gik godt og efterfølgende test viser, at der ikke længere er problemer med at forsinkede/mistede sms’er. For en sikkerheds skyld fortsætter vores netværksfolk med at have fokus på det og foretager yderligere tests i løbet af dagen,” fortæller kommunikationschef hos 3, Stine Green Paulsen til Mobilsiden.dk.

Problemet i netværket blev opdaget i forbindelse med, at 3 fik 15.000 nye 4G-brugere ind på nettet med et trylleslag, da Apple udsendte opdateringen til iOS 6, som aktiverede 4G LTE i iPhone 5.

3 oplyste i går, at der ikke vil være en kompensation til de berørte kunder, da det er meget få kunder som er ramt af denne fejl.