SMS-guldægget er på retur

SMS-beskeder er gået fra at være en god indtjeningskilde for teleselskaberne til at være elektronisk metervare, lyder det fra analytiker.

SMS-guldægget er på retur

Facebook, chat-programmer og fokus på det mobile internet har rykket danskerne væk fra sms-beskederne, og teleselskaberne må nu betragte det som et guldæg, der er ved at forsvinde.

Sådan lyder vurderingen fra aktieanalytiker Morten Imsgaard fra Sydbank.

– “Jeg tror, at teleselskaberne over en bred kam godt ved, at det er et forretningsområde, som på længere sigt ikke vil generere en indtjening,” siger Morten Imsgard ifølge epn.dk.

Inden trenden med sms-pakker og abonnementer inklusiv en bestemt mængde af data, mms og sms brød frem, takserede teleselskaberne typisk 0,20-0,25 kr pr. besked. I 2006 sendte danskerne over 10 milliarder sms’er, og det skæppede således godt i telekassen.

Antallet af beskeder fortsatte herefter med at vokse på trods af sms-pakkernes indtog, men når opgørelsen fra 2010 til 2011 er blevet talt op, lyder forventningen ifølge epn.dk, at antallet er røget fra 13 milliarder til 12 milliarder.

Morten Imsgard betegner nu sms som en elektronisk metervare, og han er ikke forbavset over den seneste udvikling.

– “Jeg har svært ved at se, at sms-beskeder er andet end data, der bliver sendt af sted under et separat navn og til en alt for høj pris,” siger Sydbank-analytikeren.