Sony lader dig hjælpe forskning i alvorlige sygdomme [TIP]

Hvis du lader din telefon op om natten, ejer en Sony-telefon og gerne vil hjælpe andre, så er denne app lige dig

Sony lader dig hjælpe forskning i alvorlige sygdomme [TIP]

Når telefonen ligger til opladning om natten og hygger sig på WiFi, så er der ingen grund til, at den ikke skal lave noget. Det er tankegangen bag HTCs Power To Give, og nu hopper Sony med på vognen.

Crowdsourcing vinder mere og mere frem, og det er en af grundideerne bag appen Folding@Home, der lader din telefon arbejde på gode formål. Når telefonen er på WiFi og oplader (så appen ikke belaster batteriet og økonomien), så kan den arbejde på eksempelvis Alzheimers-forskning.

Læs også: HTC vil anvende din smartphone til kræftbekæmpelse

Folding@Home er lige nu stadig kun i beta, og derfor kan den indtil videre kun hentes til en række Sony-telefoner, men når appen når ud af betafasen, så vil den være til alle Android-telefoner.

Appens navn kommer fra proteiner, der ikke folder på den rigtige måde, og det kan være med virkende til sygdomme som Alzheimers og Parkinsons.

Appen understøttes af Sony Xperia Z-serien, Xperia T3, T2 Ultra, M2 Aqua og C3, og den kan hentes via Google Play her.

Sony Folding@Home