Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sony lancerer Xperia XA Ultra med vildt selfiekamera

Sony lancerer Xperia XA Ultra med vildt selfiekamera

Sony lancerer sin fjerde smartphone i den nye X-serie: en 6” stor Xperia XA Ultra med 16 megapixel selfiekamera, der snart lander i de danske butikshylder.

Foto: Sony.com

Sony offentliggjorde for tre måneder siden tre smartphones i den helt nye X-serie, der erstatter den velkendte Z-serie. Inden de nye modeller overhovedet er landet i butikshylderne, følger Sony nu op med en fjerde model, Xperia XA Ultra, som også finder vej til de danske butikker.

Læs også: Her er priserne på Sonys Xperia X-serie

Xperia X-seriens tre eksisterende smartphones spænder allerede fra mellemklassen til topmodeller, hvor den nye Xperia XA Ultra vil være en mindre opgradering af visse komponenter og ikke mindst skærmstørrelsen i forhold til den 2.500 kroner dyre Xperia XA.

Foto: Sony.com

Mest iøjnefaldende er den 6” store skærm med en Full HD-opløsning, der går helt ud til kanterne og bidrager til et design, der ser yderst tiltalende ud.

Dernæst falder den enorme kamerasensor på fronten i øjnene. Størrelsen kommer af, at der er presset hele 13 megapixel ind i frontkameraet med en sensor, der er stabiliseret med optisk billedstabilisering til at få stabile og skarpe selfies på farten – selv om natten, da den er suppleret med sin egen LED-blitz.

Læs også: Sony Xperia X - Første test [WEB-TV]

Alle nyhederne skal dog ikke kun findes på fronten. Også bag på er kameraet opgraderet i forhold til den almindelige Xperia XA. Den 1/3” (0,85 cm) store 13 megapixel sensor på Xperia XA er blevet opgraderet til en lidt større 21,5 megapixel sensor, der måler 1/2,4” (1,05 cm). Bagkameraet benytter Sonys såkaldte Hybrid Autofocus, som båder registrerer objekter og forudsiger bevægelser for lynhurtig autofokusering.

Trods den store skærm og de derfor større dimensioner har Sony ikke udnyttet den ekstra plads til at skrue op for batteriets kapacitet. Derfor må du nøjes med 2.700 mAh, som dog ifølge Sony stadig klarer to dages forbrug på en enkelt opladning. Apropos opladning, så er det noget, der kan klares lynhurtigt med Sonys Quick Charger (UCH12). Oplad blot Sony Xperia XA Ultra i 10 minutter, og så har den fået nok juice til 5,5 timers forbrug.

Foto: Sony.com

Pris og tilgængelighed

Sony Xperia XA Ultra findes i de samme tre farver som den mindre Xperia XA Ultra (med untagelse af rosaguld). Det vil sige, at den kan købes i farverne hvid, sort eller guld, når den her i Danmark kan købes i løbet af sommeren.

Sony oplyser til Mobilsiden.dk, at det faktisk ikke var planen at sælge Xperia XA Ultra her i Danmark, men grundet positiv interesse for den nye telefon er man lige nu i fuld sving med at få telefonen hertil.

”Xperia XA Ultra var oprindeligt ikke tiltænkt det danske marked, men pga. positiv interesse arbejder vi på at introducere den i selektive kanaler i Danmark”, lyder det fra Sony.

Læs også: Rygte: Ny Sony Xperia X Premium får en vild skærm

Når den bliver mulig at købe, vil den komme til at koste 2.999 kroner, hvilket er 499 kroner mere end Sony Xperia XA. Skulle en af de tre øvrige Xperia X-modeller vække din interesse, bør du holde et vågent øje i denne måned og de kommende måneder, da Xperia X lanceres her i maj, Xperia XA i juni og Xperia X Performance i juni/juli måned.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies