Sony lancerer Xperia Z5 Premium: Verdens skarpeste mobil

Med et 4K display er Sonys superflagskib Xperia Z5 Premium verdens skarpeste.

Sony lancerer Xperia Z5 Premium: Verdens skarpeste mobil

Sonys nyeste stjerne i Z-serien af vandtætte topmobiler er skabt til at funkle lidt klarere – for her synes ikke at være sparet nogen steder.

Toptelefonen som sætter sig i toppen af den nyligt lancerede trio af Z5-mobiler er den første reelle phablet i Sonys lineup, hvis man for en stund glemme den ekstremt proportionerede Z Ultra.

Her får du et 5,5” stort display, en lækker videreudvikling af Z3+’erens design i glas og metal, med fine detaljer såsom en fingeraftrykslæser skjult bag sidens power-knap og frontvendte højtalere.

Et hyperskarpt display

Hvad der især adskiller Sony fra konkurrenterne er integrationen af et hyperskarpt display. Med en opløsning på 3840*2160 pixels formår den at klemme den knivskarpe 4K-opløsning, ned til 5,5 tommers format.

Det betyder at Z5 Premium opnår 806 PPI, en pixeltæthed som er lang, langt højere end nogen anden mobil. Den tidligere rekordholder var Samsung S6 som præsterede 577 PPI.

Hvordan den ekstremt høje opløsning vil opleves i praksis, vil komme an på dit syn. Uanset hvor skarpsynet du måtte være, vil du ikke kunne øjne nogen pixels på dette display – men det samme kan siges om mange flere af nutidens quad HD skærme.

Lynhurtigt kamera

Pixelræset holder sig ikke kun til skærmen. Kameraet får derfor også et løft og byder nu på 23 megapixels. Optikken svarer til 24mm vidvinkel og giver rigeligt med lys med sit f/2 design. Videooptagelser er samtidig også højopløste med understøttelse af 4K-video.

En dedikeret fotoknap gør telefonen nemmere at betjene, mens fokuseringen loves at blive endnu hurtigere end nogensinde qua kameramodulets fasedetektion-fokus. Det betyder at kameraet kan fokusere på bare 0,03 sekunder under optimale forhold.

Velkendt mekanik

Under motorhjelmen er det dog en velkendt mekanik der møder en. Det er den samme Snapdragon 810 octa-core processor som i forgængeren Xperia Z3+. I sin tid skabte chippen visse varmeproblemer i telefonen, problemer som Sony forhåbentligt har løst nu.

Til at drive den ambitiøse skærm, kamera og processor har Z5 Premium et stort batteri på 3.470 mAh. Det skulle række til to dages brug ifølge Sony selv.
Det er nyeste Android 5.1 Lollipop der følger med telefonen og du får både 3GB Ram og 32GB lagerplads til at afvikle din programmer og apps.

Læs også: Sony Xperia Z3+ : to skridt frem og et tilbage [TEST]

Kommer til november

Sony Xperia Z5 Premium når lige akkurat at finde indpas på de danske telehylder inden julesalget. Lanceringen er opgivet til november, med en vejledende salgspris på 6.499,- kroner.

Sony Xperia Z5 Premium kommer i tre farver: guld, sort eller krom.

Specifikationer Sony Z5 Premium

Mål: 154,4 x 75,8 x 7,8 mm, 180 gram
Skærm: 5,5” 4K-skærm, 806 PPI
Ydelse: Snapdragon 810 octa-core (4×2,0+4×1,5 GHz), 3GB RAM
Batteri: 3.430 mAh
Kamera: 23 MP PDAF, f/2,0 optik, 5MP frontkamera
Lager: 32GB + op til 200GB micro-SD
Software: Android 5.1 Lollipop
Netværk: 2G,3G, 4G Cat 6.
Øvrigt: IP68 støv- og vandtæt, fingeraftrykslæser
Pris: 6.499,- kroner