Sony opnår vild downloadhastighed på 750 Mbit/s med XZ Premium

Sony har netop formået at presse hele 750 Mbit/s i downloadhastighed ud af topmodellen Xperia XZ Premium på et 'Gigabit LTE'-netværk i London.

Sony opnår vild downloadhastighed på 750 Mbit/s med XZ Premium

Hvis du ikke vil gå ned på downloadhastigheder, skal du bare vælge en smartphone med Qualcomms Snapdragon 835-processor, eksempelvis Sonys nyeste Xperia XZ Premium.

Læs også: Sony Xperia XZ Premium – Premium på papiret [TEST]

Den japanske producent har nemlig demonstreret, at det i praksis er muligt at opnå svimlende 750 Mbit/s i download med flagskibet Xperia XZ Premium. Det skriver Sony i et blogindlæg på dets hjemmeside.

Sådan foregik testen

Sony tog forleden en tur til Wembley Stadium i London for at afprøve teleselskabet EE’s helt nye ’Gigabit LTE’-netværk, som er det første af sin slags i landet. Her fik Sony lov til at se, hvor hurtig en forbindelse det er muligt at få med topmodellen via teleselskabets netværk, nu hvor det har taget et stort skridt i retning mod 5G, som ventes at komme i 2020.

I London satte Sony sig for at foretage tre opgaver med telefonen, som vurderes til at være ting, som foretages af mange mobilbrugere:

  1. Streaming af 4K HDR-indhold fra Amazon Prime (The Grand Tour)
  2. Download af flere enorme filer fra Google Drive
  3. Download af musik i høj kvalitet til at høre offline

Det resulterede altså i, at Sony Xperia XZ Premium præsterede at downloade hele 750 Mbit/s, da hastigheden toppede. Uploadhastigheden toppede på 110 Mbit/s, oplyser Sony. Til sammenligning præsterer TDC Groups netværk ifølge YouSee hastigheder i praksis på over 250 Mbit/s i byer med 4G+, hvor nettet er stærkest. Det er i og for sig også ganske imponerende, men der må alligevel siges at være lidt af et spring fra 250 Mbit/s til 750 Mbit/s i downloadhastighed.

De høje hastigheder på Sonys topmodel skyldes Qualcomms ’Snapdragon X16 LTE modem’, som det hedder, som er indbygget i Snapdragon 835-processoren. Modemmet leverer såkaldte ’LTE Cat. 16’-hastigheder, hvilket i teorien er op til hele 1 Gbit/s – eller 1.000 Mbit/s.

Andre telefoner med Qualcomms Snapdragon 835-processor (og dermed gigabit-hastigheder) er blandt andet Nokia 8, HTC U11, Essential PH-1 og OnePlus 5.

Læs også: Europa vil halte efter Asien og USA med udrulningen af 5G

Det er ikke kun britiske EE, der arbejder på hurtigere netværkshastigheder. Både TDC Group og 3 arbejder på at teste og forberede næste generations 5G-netværk, som vil give gigabithastigheder til de danske mobilbrugere. Også Telia og Telenor har netop sikret fremtiden for deres TT-netværk ved at indgå et samarbejde med Nokia, som skal drive og udvikle det.

Hvad er den højeste hastihed, du har opnået med din smartphone via 4G? Del meget gerne dine resultater fra eksempelvis en hastighedstest i kommentarfeltet.