Sony teaser med Lollipop til Sony Xperia Z

Den 4 måneder gamle Android-version, 5.0 Lollipop, er lige på trapperne til den to år gamle veteran, Sony Xperia Z.

Sony teaser med Lollipop til Sony Xperia Z

Sony er snart klar til at rulle version 5.0 Lollipop ud til Sony Xperia Z, som nu har over to år på bagen.

Løftet om at opdatere alle smartphones og tablets i Z-serien ser altså ud til at holde vand indtil videre.

Læs også: Sony Xperia Z3 og Z3 Compact får nu Lollipop

Det er på Google+, at Sony teaser for slikkepindsversionen til den første generation i Z-serien. I opslaget skriver Sony:

”Når det kommer til din smartphone i Xperia Z-serien, er det dig, der bestemmer, altid,” hvorefter de fortæller, at Lollipop er på vej med et link til blogindlægget fra Lollipop-ankomsten til Z3, Z3 Compact og Z3 Tablet Compact.

Den nærmere dato kendes endnu ikke, men Mobilsiden holder selvfølgelig et vågent øje med Sony og vil underrette om opdateringen så snart den ruller ud.

Læs også: Lollipop ude til Sony Xperia Z2, Z2 Tablet og Z3 Tablet Compact

Sony har tradition for at starte udrulningen af Lollipop-opdateringerne i blandt andet Danmark, så det drejer sig formentlig kun om dage, før opdateringen rammer telefonen.

Lollipop

Nyhederne i Android 5.0 Lollipop

Sony fremhæver selv en række features i den nye Lollipop-version, som introduceres blandt mange, mange andre:

Material Design
Det nye designsprog fra Google pryder alle områder af Android 5.0 Lollipop. Sony har selv valgt at tilpasse designet en smule, men det nye designsprog er stadig til at genkende.

Nyt udseende for notifikationer og låseskærm
Sony fremhæver også det ændrede notifikationssystem, hvor du kan inddele notifikationerne i forskellige prioriteter. Låseskærmen har også fået en ordentlig overhaling med direkte adgang til notifikationerne.

Adgang til flere brugere og gæster
Lollipop byder også på muligheden for at tilføje flere brugere og gæster – præcis som du kender det fra computeren. Du kan dermed trygt låne din telefon ud til venner og bekendte, uden du skal bekymre dig om dine personlige oplysninger.

Android for Work
Google har optimeret Android til at fungere bedre i virksomheder og på arbejdspladser med det, de kalder for Android for Work – og det understøttes også med Sony’s enheder. Sony ligger vægt på, at deres enheder er særligt velegnede på grund af vand- og støvtætheden.

Bedre håndtering af lagerplads og SD-kort
I Lollipop kan du nemmere håndtere det indhold, der ligger på din enhed gennem indstillinger. Muligheden for at flytte apps over på et eksternt SD-kort er også officielt understøttet i Android igen.

Du kan læse mere om de nye funktioner i Lollipop 5.0 her.

Sony Xperia Z1 Lollipop Google  opslag