Sony Xperia Z3 og Z3 Compact får nu Lollipop

Hvis du ejer en af Sony's seneste topmodeller, Xperia Z3 eller Z3 Compact, er der gode nyheder: Lollipop udrulles nu.

Sony Xperia Z3 og Z3 Compact får nu Lollipop

Sony Xperia Z3 og Z3 Compact modtager nu opdateringen, der opgraderer version 4.4.4 Kitkat til 5.0 Lollipop.

Læs også: Sony: Lollipop-udrulning starter næste uge

Det viste sig at være helt korrekt, da Sony’s indonesiske Facebook-team i sidste uge lovede, at opdateringen ville være klar i uge 12. Vi er som bekendt i uge 12 nu, og Sony skuffer ikke: Udrulningen af opdateringen er netop gået i gang.

Sony oplyser i nyheden, at de nordiske og baltiske lande kan nyde Lollipop-opdateringen som de allerførste. Det omfatter altså Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Litauen, Estland og Letland. Opdateringen kan desuden blive forsinket en smule alt efter hvilket teleselskab man benytter, oplyser Sony.

Læs også: Billige Sony-mobiler får ikke Lollipop-opdatering


Ifølge xperiablog.net fylder opdateringen 1,2 GB, og det vil tage cirka 20 minutter at gennemføre opdateringen.

Nyhederne i Lollipop

Sony fremhæver selv en række features i den nye Lollipop-version, som introduceres blandt mange, mange andre:

Material Design
Det nye designsprog fra Google pryder alle områder af Android 5.0 Lollipop. Sony har selv valgt at tilpasse designet en smule, men det nye designsprog er stadig til at genkende.

Nyt udseende for notifikationer og låseskærm
Sony fremhæver også det ændrede notifikationssystem, hvor du kan inddele notifikationerne i forskellige prioriteter. Låseskærmen har også fået en ordentlig overhaling med direkte adgang til notifikationerne.

Adgang til flere brugere og gæster
Lollipop byder også på muligheden for at tilføje flere brugere og gæster – præcis som du kender det fra computeren. Du kan dermed trygt låne din telefon ud til venner og bekendte, uden du skal bekymre dig om dine personlige oplysninger.

Android for Work
Google har optimeret Android til at fungere bedre i virksomheder og på arbejdspladser med det, de kalder for Android for Work – og det understøttes også med Sony’s enheder. Sony ligger vægt på, at deres enheder er særligt velegnede på grund af vand- og støvtætheden.

Bedre håndtering af lagerplads og SD-kort
I Lollipop kan du nemmere håndtere det indhold, der ligger på din enhed gennem indstillinger. Muligheden for at flytte apps over på et eksternt SD-kort er også officielt understøttet i Android igen.

Du kan læse mere om de nye funktioner i Lollipop 5.0 her.

Sony Xperia opdatering
Sådan ser meddelelsen om opdateringen ud til Sony Xperia Z3.