Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Spotify oplevede rekordhøj omsætning i 2015

Spotify oplevede rekordhøj omsætning i 2015

Streamingtjenesten Spotify oplever stor fremgang og har næsten fordoblet sin omsætning i 2015 og udbetalt det dobbelte i licenshonorarer til artister.

Foto: Mobilsiden.dk

Det var ikke helt løgn, da Spotifys direktør for to uger siden sagde, at den svenske streamingtjeneste havde fået vind i sejlene, efter Apple trådte ind på markedet med Apple Music.

Music Business Worldwide har nemlig fået fingrene i Spotifys årsregnskab fra 2015, hvor der er en stor fremgang at finde i forhold til 2014. Det fremgår endda i papirerne, at Spotify har oplyst dets investorer, at ”2015 på mange måder var vores bedste år nogensinde” - og med god grund.

Læs også: Spotify nyder godt af Apple Musics indtog på markedet

Med 30 mio. abonnenter har Spotify i 2015 opnået en omsætning på hele 14,5 mia. kroner, hvilket er en stigning på 80 % i forhold til året inden. Heraf blev hele 12,1 mia. kroner eller 84 % af beløbet brugt på at betale alle artisterne tilbage i form af licenshonorarer.

Foto: Musicbusinessworldwide.com

Den høje omsætning har dog ikke været nok til at holde regnskabet i plus, da der fortsat er et samlet tab på 1 mia. kroner. Det samlede tab har dog stabiliseret sig i forhold til de foregående år, så Spotify er med andre ord afhængig af en fortsat vækst.

Læs også: Her er Spotifys to nye sommerrabatter

Af andre interessante tal fra Spotifys måske bedste – eller mindst dårlige – år ses det, at langt størstedelen af indtægterne kommer fra brugere, der har abonneret og månedligt betaler 99 kroner. I 2015 udgjorde reklamerne nemlig kun 10,1 % af indtægterne, hvilket dog er en stigning på 0,9 procentpoint i forhold til året før.

Det er altså ikke just en tendens, der går den rigtige vej, når Spotify er så afhængig af de abonnerende kunder. I det store billede er der dog tale om markant fremgang for Spotify, og hvis Apple Music hjælper tjenesten frem til mere vækst, som direktøren hævder, vil de røde tal på bundlinjen formentligt snart høre fortiden til.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies