Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Stor interesse forsinker Samsung Galaxy Note 7

Stor interesse forsinker Samsung Galaxy Note 7

Samsung Galaxy Note 7 er forsinket i flere lande, bl.a. i Holland, på grund af meget stor interesse. Samsung Danmark har endnu ikke meldt om forsinkelser.

Foto: Samsung.com

Samsung Galaxy Note 7 tegner ud fra antallet af forudbestillinger i de første lande til at blive en stor succes. I Sydkorea er der i løbet af de første to dage forudbestilt 200.000 eksemplarer, hvilket er langt højere end hvad der var tilfældet med Galaxy S7.

Også i Canada har antallet af forudbestillinger oversteget Samsungs forventer. Her melder man om ’en overvældende modtagelse”.

Læs også: Ingen Samsung Galaxy Note 7 med 6 GB RAM til Danmark

Interessen for Galaxy Note 7 viser sig nu at være så stor, at Samsung må udskyde startskuddet for forudbestillinger og salget i butikkerne i flere lande. Først er der Samsung Malaysia, som i går måtte beklage og udskyde datoen for, hvornår Galaxy Note 7 kan købes i butikkerne til i løbet af september.

Samsung Malaysia sendte i går denne pressemeddelelse ud til medierne.
Samsung Malaysia sendte i går denne pressemeddelelse ud til medierne.
Foto: Soyacincau.com

I en pressemeddelelse skriver Samsung Malaysia, at producenten ’oplever et globalt forsyningsproblem’ og at man ikke er i stand til at følge med den enorme interesse. Også Samsung i Holland har meldt ud, at Note 7 er forsinket. Her lyder det i et tweet, at topmodellen først lander i butikkerne den 9. september.

Den hollandske melding er interessant, da Galaxy Note 7 var fastsat til at lande i butikkerne præcis samme dag som i Danmark. Det var oprindeligt planen, at Note 7 skulle i handlen den 2. september, og dermed er der altså en ganske stor sandsynlighed for, at forsinkelserne også rammer Danmark – især taget i betragtning at Samsung Malaysia kalder det for et globalt problem.

Læs også: Samsung Galaxy Note 7 vs. S7 edge - hvilken skal jeg vælge?

På de sociale medier har Samsung i Danmark endnu ikke meldt ud, om Note 7 forsinkes herhjemme. Mobilsiden.dk har derfor taget kontakt til Samsung, men afventer endnu svar. 

I hvert fald må det siges, at Samsung har formået at skabe ekstrem stor interesse for den 6.699 kroner dyre smartphone, der allerede har fået mange roser for bl.a. at have ’den bedste smartphoneskærm nogensinde’.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies