Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Stor kameratest af LG G4 mod Samsung Galaxy S6 (video)

Stor kameratest af LG G4 mod Samsung Galaxy S6 (video)

LG giver, med sin nyligt lancerede G4, Samsung Galaxy S6 kamp til stregen på kamerafronten i en stor videotest.

YouTube-brugeren SuperSaf TV har fået fingrene i LG G4 og har straks foretaget en omfattende test af kameraet i forhold til den måske nærmeste konkurrent, Samsung Galaxy S6 - og sydkoreanske Samsung får kamp til stregen af sine landsmænd.

Læs også: Et indblik i G4 kameraet (video)

Første test gælder frontkameraet på de to telefoner side om side, hvor der er også skiftes mellem lydsporet fra topmodellerne. LG G4 er udstyret med et 8 MP frontkamera, mens der sidder 5 MP på Samsung Galaxy S6.

Derefter gælder det bagkameraet side om side, hvor der igen skiftes mellem lyden fra de to optagelser. Optagelserne finder sted i en park og er ”kun” i Full HD (1920 x 1080 pixels).

Optagelser af et træ i 4K (2160p) følger herefter, som er skaleret ned til 1080p. De sidste optagelser udenfor er også i 4K, men denne gang beskåret til 100 % størrelse for bedre at kunne bedømme billedkvaliteten.

Næste test finder sted indenfor, hvor telefonernes evne til at autofokusere testes af. LG G4 er udstyret med en laserautofokus, og det afspejles tydeligt i videoen. G4'eren fokuserer ganske enkelt med det samme, hvor Galaxy S6 skal bruge 2-3 sekunder, før det rette område er i fokus.

Læs også: Sammenligning: Snapdragon 808 i LG G4 mod konkurrenterne

Efterfølgende afprøves frontkameraerne endnu en gang, men denne gang for at tage selfies, hvor det ikke afsløres, hvilke telefoner billederne er fra. En 100 % beskåret udgave af billederne viser, at LG G4's 3 ekstra megapixels foran fanger væsentligt flere detaljer end Galaxy S6.

Et selfie i dårlig belysning viser også, at LG klarer opgaven i topklasse. Samsung Galaxy S6 har lidt problemer med hvidbalancen på væggen, mens LG G4 viser den hvide væg, som den er – nemlig hvid.

Læs også: LG sigter efter 12 mio. solgte G4-smartphones

Til sidst følger en række billeder af henholdsvis blomster, en bygning, en fødselsdagskage og den tidligere viste figur både med og uden blitz. Her gør LG G4 igen et godt stykke arbejde, hvor Samsung Galaxy S6's blitz overbelyser motivet fuldstændigt.

At dømme ud fra videoen har LG altså skabt en stor konkurrent til kameraet i Samsung Galaxy S6 og ikke mindst Apples iPhone 6 og 6 Plus. Hvad synes du om resultaterne? Bedøm selv i videoen herunder.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies