Større tilfredshed med Siri end Google Nu og Cortana

Apples personlige assistent, Siri, vinder i en tilfredshedsundersøgelse over konkurrenterne Google Nu og Cortana fra henholdsvis Google og Microsoft.

Større tilfredshed med Siri end Google Nu og Cortana

Hvor godt synes forbrugerne om de personlige assistenter på de tre styresystemer iOS, Android og Windows Phone/10 Mobile?

Det har firmaet Experts-Exchange sat sig for at undersøge med udgangspunkt i ni forskellige spørgsmål, der prøver stemmeassisenternes forståen og kunnen af over for tilfældigt udvalgte brugere, der har fået til opgave at vurdere, hvor godt assistenterne svarer på det ønskede og hvor høj tilfredsheden deraf er.

Læs også: Google vs. Apple: Hvem er bedst med den nyeste software?

Resultatet falder i høj grad ud til fordel for Apples nu fire år gamle Siri-assistent, der i alle kommandoer eller spørgsmål løser opgaverne med den højeste gennemsnitlige tilfredshed på 81 % af deltagerne.

Andenpladsen indtages af Google Nu, som på flere af opgaverne ligger lige i hælene, men stadig halter meget bagefter på andre. 68 % ud af brugerne var tilfredse med besvarelserne fra Google Nu.

Til sidst er der Microsofts assistent, Cortana, som kun har halvandet år på bagen. Microsoft må se sig slået af både Google Nu og Siri i alle opgaverne – bortset fra den sidste, hvor Google Nu klarer sig værre. I gennemsnit er kun 57 % af brugerne af Cortana tilfredse.

Siri Cortana Google Nu
Disse ni spørgsmål skulle brugerne forsøge at få Siri, Google Nu og Cortana til at svare på. (Foto: Experts-Exchange)

Undersøgelsen viser også, at Siri kun svarer forkert på 2,6 % af alle spørgsmålene , hvor Microsoft er helt oppe på 8 %. Igen ligger Google Nu midt imellem de to – her med 4 %.

Cortana har også væsentligt mere behov for at stille opfølgende spørgsmål for at kunne nå frem til et ordentligt svar. Det sker i 7,6 % af tilfældene, hvor Google Nu ligger på 5,6 % og Siri, der igen tager førstepladsen, med kun 5,2 % af tilfældene.