Stort BlackBerry-nedbrud

Driftsproblemer rammer hele Europa, Afrika og Mellemøsten.

Stort BlackBerry-nedbrud

Research in Motion, som står bag den populære BlackBerry-service, har store driftsproblemer med deres engelske servere, der sørger for BlackBerry-tjenesterne i Europa, Afrika og Mellemøsten. Det skriver Cellular-news.com.

Nedbruddet skyldes tekniske problemer i selskabets engelske data-warehouse, som består af en stor samling servere. Nedbruddet ramte dog hovedsageligt privatbrugere mens erhvervsbrugere kun blev ramt i begrænset omfang.

Selskabet fik hurtigt serverne i gang igen, men blev efterfølgende ramt af endnu et nedbrud. BlackBerry-tjenesten kom dog tilbage i funktion efter begge nedbrud.

Nedbrud i Research in Motions servere betyder, modsat mange andre online tjenester, store problemer for selskabets kunder, da BlackBerry telefoner og tjenester er meget tæt forbundet. Et nedbrud på selskabets servere kan i værste fald gøre kundernes telefoner tæt på ubrugelige, da telefonernes tjenester, såsom e-mail, chat og telefonbog, alt sammen styres fra selskabets servere.