Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Sydkorea: Mobilen ved hånden 24 timer i døgnet

Sydkorea: Mobilen ved hånden 24 timer i døgnet

I Sydkorea er mange unge mennesker blevet afhængige af deres mobiltelefoner. Nu tager skolerne konsekvensen og indfører restriktioner om brug af mobiler i skoletiden.

De unge sydkoreaneres afhængighed af mobiltelefonen kan særligt opleves i skolerne, hvor børnene mildest talt ikke kan leve uden at have mobilen på sig.
De unge sydkoreaneres afhængighed af mobiltelefonen kan særligt opleves i skolerne, hvor børnene mildest talt ikke kan leve uden at have mobilen på sig.

I den senere tid har flere medier bragt artikler om unge danskere, som er blevet afhængige af SMS. Men hvis vi tror, at børnene i Europa sender mange SMS, så skulle vi se nærmere på Sydkorea, hvor forskerne mener, at omkring halvdelen af befolkningen er sygelige afhængige af deres mobiler.

I skrivende stund er der noget nær 2,2 millioner unge mennesker i Sydkorea under 20 år, som har mobilabonnement. Det svarer til en eksplosiv stigning i forhold til for fem år siden, hvor tallet ”kun” lå på 1,4 millioner.

Kan ikke leve uden mobilen

De unge sydkoreaneres afhængighed af mobiltelefonen kan særligt opleves i skolerne, hvor børnene mildest talt ikke kan leve uden at have mobilen på sig. Der er set konkrete eksempler på børn, som har foregivet at være syge og gået hjem tidligere, fordi de havde glemt mobilen derhjemme.

Her i Danmark er vi nervøse over, at vores børn tager deres mobiler med i skole. Og på de fleste skoler har man også indført klare restriktioner omkring brugen af mobilen på skolen.

Men noget kunne tyde på, at de samme regler ikke gør sig gældende i Sydkorea. I alt fald viser en undersøgelse, som er foretaget af 1100 unge mellem 14 og 19 år, at hele 40 procent både modtager og sender SMS i timerne. Desuden afslørede undersøgelsen, at lige så mange af de unge sender mere end 1000 SMS beskeder om måneden.

Grund til bekymring

Måske er det ikke så slemt, at børn ser deres snit til at sende en SMS i timen, og 1000 beskeder om måneden er måske også acceptabelt. Men der hvor man kan begynde at blive rigtig bekymret er når børnene føler sig nervøse, hvis de har glemt deres mobil derhjemme. Og det er der faktisk mange der gør i Sydkorea, mener lederen af forskningsprojektet, Choi Byeong-mok, ved Far East University i Chungcheong-provinsen:

”Mange teenagere tjekker mobiltelefonen for ofte. Nogle har øjnene limet til mobilskærmen, mens de går. En student sagde, at hun sendte hele 400 tekstbeskeder om dagen, mens gennemsnittet for alle de adspurgte var 45”, fortæller hun.

Dårligt for krop og sjæl

Undersøgelsen i Sydkorea viser også, at de unge ofte sender beskeder til hinanden, når de keder sig. Som vi har været inde på i artikelserien ”SMS på kornet” på Mobilsiden.dk er dette dog ikke ensbetydende med, at tekstbeskederne er ubetydelige, som mange voksne tror. Tværtimod er SMS en udmærket måde at vise sine følelser på, mener Byeong-mok.

Selvom SMS ikke er ubetydelige og overfladiske må der være grænser for galskaben. Forskerne er enige om, at en mobiltelefon kan skabe en stærk afhængighed, hvis den ikke bruges med omhu. Desuden er der de eksperter som mener, at for hyppig brug af mobilen kan føre til blandt andet depression, angst og søvnproblemer.

Og ifølge forskerne er det ikke kun psyken, der kan tage skade af overdreven brug af mobilen.
Det er et udtalt problem blandt mobilafhængige i Sydkorea at have skuldersmerter, fordi de sidder i den samme stilling længe hver dag.
Sidst men ikke mindst er der problemet med porno, som er blevet nemt at hente ned på mobilen. Her kan man ikke beskytte børnene ved brug af filtre som på computeren.

Skolerne sætter ind

Sydkoreanerne er godt klar over, at situationen i landet er alvorlig. Nogle skoler har reageret ved at indføre regler for, hvor meget mobilen må benyttes på skolen, mens andre helt har forbudt brugen af mobiler i skoletiden.

I starten var eleverne ikke så varme på ideen, men eftersom skolerne holder fast og samtidig har fået forældrenes opbakning, har eleverne vænnet sig til restriktionerne. Så noget kunne tyde på, at mobilkultur handler meget om vane.

Hvis man er vant til at have mobilen ved sin side 24 timer i døgnet, og hvis ens venner gør det samme, er det klart, at man vænner sig til at være afhængig af telefonen. Men hvis restriktioner gør, at alle elever er i samme båd og ikke kan bruge deres mobiler, er det næsten stensikker, at de finder på nogle andre aktiviteter, som de kan være sammen om.

Kilde: Amobil.no

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies