Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   TAG Heuer lancerer hammerdyrt Android Wear-ur

TAG Heuer lancerer hammerdyrt Android Wear-ur

Den schweiziske urproducent, TAG Heuer, løfter endelig sløret for det længe ventede Connected-smartwatch, der kører med Android Wear som styresystem.

En ny producent er i dag kommet til samlingen af Googles Android Wear-ure: TAG Heuer, som ellers hidtil kun har gjort sig i luksuriøse, mekaniske ure.

Producenten kan nu løfte sløret for firmaets første smartwatch, som har fået navnet Connected - og modsat alle de andre ure med Android Wear såsom Moto 360, LG Urbane og Huawei Watch kommer TAG Heuer Connected - helt forventeligt - med en skyhøj pris.

Hele $1.500 svarende til over 10.000 danske kroner skal du faktisk af med, hvis du vil have fingrene i det luksuriøse Android Wear-ur.

Læs også: TAG Heuer allierer sig med Intel, Google om smartwatch

For det beløb får du en 46 mm stor urkasse udført i det såkaldte ”klassetrin 2”-titanium, som er væsentligt hårdere og mere modstandsdygtigt end eksempelvis aluminium, som ofte benyttes i smartwatches. Som ekstra beskyttelse er den runde skærm dækket af et lag safirglas, der er blandt de hårdeste materialer, du kan få. Ridser i skærmen behøver du dermed ikke bekymre dig om.

Med en tykkelse på 12,8 mm er TAG Heuer Connected det tykkeste Android Wear-ur til dato. Til sammenligning måler et ur som Moto 360 11,4 mm og Huawei Watch 11,3 mm. Vægten på 52 gram er dog meget lig hvad du kan finde hos andre producenter.

Hardware i topklasse

Under safirglasset gemmer der sig en cirkulær LCD-skærmpanel på 1,5” med en opløsning på 360 x 360 pixels og en pixeltæthed på 230 pixels per tomme.

Processoren er til forskel fra de fleste andre Android Wear-ure ikke fra Qualcomm. Den schweiziske urproducent har derimod indgået et tæt samarbejde, ikke kun med Google, men også med Intel. En Intel Atom-processor med to kerner og en hastighed på op til 1,6 GHz er der blevet plads til i uret.

Læs også: Apple Watch giver rivalerne baghjul

Hvor godt den formår at holde strøm, vil endnu vil sig. Der er dog potentiale til en fornuftig batteritid, da kapaciteten af batteriet lyder på 410 mAh. Apple kunne ”kun” klemme 205 mAh ind i sit Apple Watch, som til gengæld også er væsentligt mindre.

Et andet punkt, hvor TAG Heuer også har skruet godt op for specifikationerne, er på mængden af RAM. De nuværende Android Wear-ure er ”kun” udstyret med 512 MB RAM. Connected-uret har det dobbelte: 1 GB RAM. Du bør altså næppe opleve problemer med apps på uret, der stopper med at køre i baggrunden på grund af manglende hukommelse.

Android Wear-software fra Google

På softwaresiden kommer uret med den seneste version af Android til ure, Android Wear 5.1.1 Lollipop. TAG Heuer har udstyret uret med et stort udvalg af urdesigns for at imitere de designs, der er set på de mekaniske ure, producenten er kendt for.

Læs også: Nu virker Android-smartwatches med iPhone

Android Wear gør det selvfølgelig muligt at parre uret med, ikke kun en Android-smartphone, men også en iPhone, hvor du dog må tage til takke med en mere begrænset funktionalitet grundet Apples iOS.

TAG Heuer Connected fås i grøn, gul, rød, sort, hvid, blå og orange.
TAG Heuer Connected fås i grøn, gul, rød, sort, hvid, blå og orange.

Pris og tilgængelighed

TAG Heuer Connected landede allerede i de første butikker i går i 1.000 eksemplarer, og det er altså til en udenlandsk pris, der direkte omsat ligger på lidt over 10.000 kroner.

Af en YouTube-video fremgår det, at uret vil finde vej til andre lande efter endnu en lancering finder sted i Japan den 13. november. Om det indebærer Danmark, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.

TAG Heuer Connected: Specifikationer

Skærmstørrelse: 1,5"
Skærmopløsning: 360 x 360 pixels (240 ppi)
Skærmtype: LTPS LCD
Vægt: 52 gram
Processor: 1,6 GHz Intel Atom Z34XX dual core-processor
Intern lagerplads: 4 GB
RAM: 1GB
Sensorer: Gyroskop, bevægelsessensor, mikrofon, vibration
Netværk: Bluetooth 4.0, Wi-Fi 802.11 b/g/n (2,4 GHz)
Batteri: 410 mAh
Styresystem: Android Wear

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies