Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Talegenkendelse i Bixby er ikke klar i Samsung Galaxy S8

Talegenkendelse i Bixby er ikke klar i Samsung Galaxy S8

Når Samsung Galaxy S8 lander i butikkerne hen over de kommende uger, kan du ikke tale til den personlige asssistent Bixby. Funktionen er nemlig forsinket.

Samsungs intelligente personlige assistent Bixby er ikke helt så intelligent endnu, som Samsung forsøger at gøre den. En ganske essentiel funktion i assistenten er nemlig ikke klar, når Galaxy S8 og Galaxy S8+ kan købes i butikkerne den 28. april i Danmark og allerede en uge før i enkelte andre lande.

I en udtalelse til amerikanske medier, heriblandt The Verge, oplyser Samsung nemlig, at den ene af fire centrale funktioner i Bixby, den såkaldte Voice-funktion, ikke er tilgængelig endnu. Med andre ord kan du ikke snakke til Bixby, ligesom du kan med andre assistenter.

”Hovedelementerne i Bixby, inklusiv Vision, Home og Reminder, vil være tilgængelige ved den globale lancering af Samsung Galaxy S8 den 21. april. Bixby Voice vil være tilgængelig på Samsung Galaxy S8 i USA senere dette forår,” lyder det fra Samsung.

Læs også: Samsung Galaxy S8 - skal du have den? [AFSTEMNING]

Du kan altså få adgang til nyheder, vejr og praktisk information i Bixby ved at swipe en gang til siden på hjemmeskærmen, ligesom du også kan bruge Bixby i kamera-appen til at scanne og genkende objekter. Bixby kan også giver dig påmindelser, men stemmefunktionen - den er altså ikke klar.

Og det er måske heller ikke det helt store problem for kommende ejere af Samsung Galaxy S8 og S8+ herhjemme, for Bixby er på nuværende tidspunkt kun tilgængelig på engelsk og koreansk. Du skal med andre ord ændre telefonens sprog til engelsk for overhovedet at kunne tale til Bixby - når den en gang bliver i stand til at kunne forstå, hvad du siger.

Alternativet, Google Assistant, er dog ikke meget bedre, for her er der heller ikke dansk understøttelse, og der er ingen melding om, at der kommer det lige foreløbig. Og Google Now er så godt som død efter Google Assistants ankomst - dog fortsat tilgængelig i et vist omfang via Google Nu Starter-appen, som dog snart fjernes fra Play-butikken.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies