Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   TDC og Coop sammen om musik på nettet

TDC og Coop sammen om musik på nettet

Coop og TDC indgår nu et samarbejde, som giver kunder på nettorvet.dk og kvickley.dk mulighed for at downloade musik direkte til Mp3-afspilleren eller mobilen.

Coop åbner nu musikbutikken Musikhylden på nettorvet.dk og kvickley.dk. Musikhylden indeholder mere end 650.000 musiknumre, som alle er leveret af TDC. Med det nye partnerskab håber TDC og Coop således at blive landets største.

I forvejen er TDC en af Danmarks største udbydere af online musik, som brugerne kan downloade direkte fra teleudbyderens side. Coop er til gengæld godt med i salget af cd’er.

Coop har valgt at indgå et samarbejde med TDC, fordi markedet flytter sig mod digital musik:

”Fra 2004 til 2005 steg vores salg af Mp3-afspillere med 50 procent, og den samme stigning ser ud til at gentage sig i år. Derfor er det naturligt, at vi også vil tilbyde musikken, der hører til. Desuden vil vi gerne tiltrække yngre kunder til vores nethandel.” Det fortæller Annette Falberg, som er internetchef i Coop Danmark om begrundelsen for samarbejdet med TDC.

Coop Danmarks nethandel nettorvet.dk omsætter i dag for et trecifret millionbeløb og har held med at tiltrække de voksne forbrugere. Hele 60 procent af de købende kunder på nettorvet.dk er over 30 år.

På TDC Musik er hele 51 procent af kunderne under 30 år, så med Musikhylden forventer Coop at kunne tiltrække nogle af de musikinteresserede unge.

Også TDC er godt tilfreds med det nyindgåede samarbejde med Coop:

”Vi synes, vi har landets bedste musikbutik på nettet, og vi er glade for, at Coop mener det samme. TDC og Coop supplerer hinanden fantastisk godt inden for dette forretningsområde, og vi forventer, at begge virksomheder vil få stor fordel af partnerskabet,” siger direktør Gert Rieder, TDC Privat.

I dag menes det, at musik i digitale formater udgør omkring fem procent af den samlede omsætning på musikmarkedet.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies