Teaser Nokia for endnu en topmodel i denne video?

Nokia kan være på vej med en ultimativ flagskibsmodel udover topmodellen Nokia 8. Det kan en teaser på Twitter i hvert fald give anledning til at tro.

Teaser Nokia for endnu en topmodel i denne video?

Topmodellen Nokia 8 fra finske HMD Global, som står for de nye Nokia-mobiler, er lige om hjørnet, men det er muligvis ikke alt, hvad der er i vente fra den genopståede smartphoneproducent.

Læs også: Nokia på vej med fire nye smartphones

I hvert fald har Nokia delt en video på Twitter, der mest af alt minder om en teaser for endnu en topmodel. Den 9 sekunder korte video, som har følgeteksten ”Håndværk. Kvalitet. Nokia”, viser en designer ude i naturen, som ser ud til at blive inspireret af omgivelserne, da han er i færd med at tegne en smartphone på et stykke papir.

Fortsat stor uklarhed om, hvad der er i vente

I det korte klip ses et smartphonedesign, som i hvert fald ikke viser den Nokia 8, der er lige om hjørnet, og som ventes at blive afsløret den 31. juli. Derimod er der tale om et design, der nærmere minder om Samsung Galaxy S8, LG G6 og den kommende iPhone 8 med en skærm, der dækker det meste af fronten. Umiddelbart synes telefonen også at have noget skarpere hjørner og kanter, som leder tankerne hen på mange af Nokias tidligere smartphonedesigns.

Umiddelbart kunne tegningen godt minde om en skitse, der blev delt af hjemmesiden Nokiapoweruser tilbage i april måned. Her ses netop et mere aflangt skærmpanel i et 18:9-format, hvor store dele af kanterne rundt om og især over og under skærmen er reduceret kraftigt. Der har dog ikke været indikationer på, at en sådan design vil finde vej siden da.

Læs også: Billede afslører: Nokia 8 får dobbelt ZEISS-optik

Skulle det blive en realitet, er det dog uvist, om den i så fald kommer til at hedde Nokia 9. I de forgangne uger har der nemlig været stor usikkerhed omkring Nokias strategi, når det kommer til dets topmodeller. I lang tid har der været blandede rygter om både en Nokia 8 og Nokia 9, og så forlød det for nyligt, at der vil komme fire Nokia-smartphones: 2, 7, 8 og 9.

Senest har der dog været oplysninger om, at Nokia 8 bliver Nokias ypperste topmodel med en Snapdragon 835-processor. Det kan dog heller ikke afvises, at Nokia lancerer både Nokia 8 og Nokia 9 med Snapdragon 835, men sådan bliver det ikke ifølge tidligere oplysninger.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at der slet ikke kommer en Nokia 9, men at videoen på Twitter blot er en teaser forud for afsløringen af Nokia 8. Eller hvem ved? Måske Nokia alligevel overrasker alle med en annoncering af Nokia 9 sidst på måneden.

Hvad Nokia har af planer, bliver vi formentlig meget klogere på i de kommende uger og måneder. I hvert fald ser producenten ud til at være i fuld sving med at bringe Nokias brand tilbage, selv om HMD Globals direktør, Arto Nummela, netop har forladt virksomheden.

Flere nyheder om Smartphone

Siden vi bragte denne historie er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 21/7/2017 havde vi dette at sige med nyheden; Nye billeder viser Samsung Galaxy Note 8 frem fra alle vinkler – Klik her. Seneste nyt om temaet finder her.