Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Tele-chef: Trusler gør det svært at slette dårligt image

Tele-chef: Trusler gør det svært at slette dårligt image

It-ordfører truer med at lukke for teleselskaberne. Det er gået over stregen, lyder det fra telebranchen.

Det er ikke mere end to år siden, at en forbrugerundersøgelse viste, at danskerne har mere tillid til brugtvognsforhandlere end til telebranchen.

Det kan imidlertid være svært at slippe af med det dårlige image, hvis politikerne ikke stopper med at slå løs på teleselskaberne, lyder kritikken fra Jakob Willer, der er direktør i brancheforeningen kaldet Telekommunikations-industrien.

- "Jeg er med på, at vi har nogle udfordringer, og vi er i fuld gang med en række tiltag for at forbedre vores image. Men når politikere bruger os som boksebold, er det altså svært at komme videre," siger Jakob Willer til computerworld.dk.

Politisk indblanding

Direktøren tager bladet fra munden, da Socialdemokraternes it-ordfører, Trine Bramsen, forleden langede ud efter teleselskaberne og varslede markante ændringer i markedsføringsloven for at kunne uddele hårdere straffe.

Anklagen lød, at forbrugerne bliver narret til at tro, at de er bundet til teleselskabet i længere tid, end loven reelt tillader.

- "Vi kommer inden for et par uger med et udspil på området, for det er fuldstændig uacceptabelt og bekræfter bare, at teleselskaberne er skruppelløse og gør præcis, hvad der passer dem," sagde Trine Bramsen til Søndagsavisen og tilføjede:

- "Måske skal de slet ikke have lov til at reklamere længere, hvis de bryder loven. Måske skal de slet ikke have lov til at bruge vores luftfrekvenser til mobiltelefoni, hvis de ikke begynder at opføre sig ordentligt."

Skadelige udtalelser

Truslerne er ikke faldet i god jord hos Telekommunikationsindustrien.

Jakob Willer mener, at it-ordførerens dagsorden er decideret skadelig for branchen.

- "Det er et skoleeksempel på, hvordan man fra politisk side på et løst grundlag skyder løs på telebranchen og truer med alverdens politiske indgreb. Det er med til at fastholde telebranchen i en situation med et dårligt image," siger Jakob Willer.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies