Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Teleselskaber verden over stopper salget af Galaxy Note 7

Teleselskaber verden over stopper salget af Galaxy Note 7

Problemerne med Samsung Galaxy Note 7 breder sig. Nu stopper flere teleselskaber verden over med at sælge Galaxy Note 7 og ombytte til nye udgaver.

Foto: Baidu

Problemerne med Samsung-topmodellen Galaxy Note 7 vil ingen ende tage. Den seneste weekend har budt på intet mindre end seks nye tilfælde af eksplosive batterier foruden hændelsen i et fly på trods af, at enhederne er nye, ’sikre’ ombyttede eksemplarer.

Læs også: Seks 'sikre' Samsung Galaxy Note 7-mobiler går op i flammer

Derfor har Samsung angiveligt stoppet produktionen af telefonen, da problemerne ikke er elimineret, selv om det udelukkende er den anden batteriproducent, Amperex Technology Limited, der nu leverer batterier til Samsung.

Teleselskaber nægter at ombytte til nye, usikre modeller

Det har flere teleselskaber allerede nu taget konsekvensen af. Som det første valgte USA's andet største teleselskab, AT&T, at stoppe al salg af nye Note 7-telefoner, lige som der heller ikke længere ombyttes gamle eksemplarer til nye modeller, som viser sig også at være defekte.

’På grundlag af de seneste meldinger ombytter vi ikke længere nye Note 7-mobiler på nuværende tidspunkt, indtil de rapporterede hændelser undersøges nærmere,” udtaler en talsperson fra AT&T til The Verge.

Læs også: Avis: Samsung stopper produktionen af Note 7 igen

USA's tredjestørste teleselskab, T-Mobile, har herefter gjort samme tiltag. I en pressemeddelelse oplyser teleselskabet, at det ’midlertidigt indstiller al salg af den nye Note 7 og ombytninger til Note 7-erstatningsenheder’.

Det største teleselskab i USA, Verizon, er også holdt op med at ombytte Note 7-telefoner. Da teleselskabet ingen Note 7-mobiler har på lager, sælges disse ikke – så der er intet salgsstop her.

”Samsung arbejder med Consumer Product Safety Commission og undersøger sikkerheden ved Note 7-telefonerne. Mens undersøgelsen er undervejs, stopper Verizon al ombytning af Note 7-erstatningsenheder midlertidigt,” oplyser teleselskabet til The Verge.

Læs også: Fly evakueret efter eksplosion af en “sikker” Note 7

Også i Australien er der sat en stopper for salget af Galaxy Note 7. Her er det teleselskabet Telstra, der i et notat oplyser følgende:

”Samsung har midlertidigt stoppet leverancen af nye Galaxy Note 7-telefoner efter en indberettet hændelse med en erstatningstelefon i USA. Samsung er fortrøstningsfuld i Note 7-erstatningsudgaven og siger, at de ikke har nogen grund til at tro, at den ikke er sikker.”

Selv om Samsung endnu ikke selv har bekræftet de nylige problemer med de nye og ’sikre’ eksemplarer af Galaxy Note 7, tegner de mange stop af salget og ombytninger et tydeligt billede af, at den sydkoreanske producent er stødt på problemer igen – særligt efter Telstras udmelding, der melder om, at Samsung har stoppet leverancerne til teleselskabet.

Ifølge avisen Yonhap News stopper Samsung ikke kun for salget, men også for produktionen af de nye Galaxy Note 7-modeller for at komme problemet til livs.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies