Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Teleselskaberne går imod gratis Facebook

Teleselskaberne går imod gratis Facebook

En gratis-version af Facebook hitter i udlandet, men i Danmark er det kun et enkelt teleselskab, der tilbyder kunderne gratis Facebook.

Facebook har netop annonceret den særlige internet-adresse 0.facebook.com, der kan give brugerne på verdensplan gratis adgang fra mobiltelefonen til den populære sociale tjeneste.

Det vil sige adgang til Facebook, uden at skulle betale for den data der bruges.

Topchefen hos Facebook, Mark Zuckerberg, har meldt ud, at 50 mobiloperatører fordelt på 45 lande, allerede nu giver deres kunder gratis adgang til Facebook på mobilen.

Men i Danmark vender både TDC, 3 og Telia tommelfingeren nedad over for det nye Facebook tiltag.

Telenor er med

Kun teleselskabet Telenor er hoppet med på Facebook Zero bølgen, og giver deres brugere gratis adgang til vennernes opdateringer.

"Telenor har indgået en aftale med Facebook, om at give kunderne gratis adgang til tjenesten via 0.facebook.com," bekræfter Telenors pressechef Peter Glüsing.

Han fortæller samtidigt, at der indenfor det sidste år er sket en firdobling af datatrafikken hos Telenors kunder, og at det i høj grad skyldes Facebook

Ikke nødvendigt med gratis adgang

Men de tre teleselskaber 3, Telia og TDC melder alle, at de ikke understøtter den gratis adgang.

- "Vi tror ikke, fremtiden ligger i specielle adresser til mobile internettjenester, fordi brugerne simpelthen ikke kan huske dem. Vi tror i stedet, det handler om at lave nogle attraktive datapakker, så kunderne kan surfe, hvor de vil til en fornuftig pris," forklarer Rune Fick Hansen, presserådgiver hos TDC.

Også Telia og 3 mener, at kunderne bare skal sørge for at have et ordentligt dataabonnement.

- "Vi kigger i Telia selvfølgelig på markedet, og er opmærksomme på, at kunderne for alvor har taget facebook på mobilen til sig. Foreløbigt synes vi nu, at vi har nogle meget attraktive datapakker, der gør det billigt og let for vores kunder at bruge facebook rigtigt meget til en lav månedlig pris. Derfor har vi ikke nogen konkrete planer om at indføre facebook zero," siger Jesper Korsskov, produkt- og marktingdirektør i Telia.

- "Langt størstedelen af vores kunder har fri surf inkluderet i deres abonnement, så de kan i forvejen surfe alt det, de orker på Facebook, uden at det koster ekstra," fortæller Tanja Møller Andersen, kommunikationskonsulent hos 3.

Hun mener derfor ikke, at det er relevant for 3's kunder at få gratis adgang til Facebook.

Er man Telenor kunde, og bruger 0.facebook.com, skal man være opmærksom på, at det kun er tekst, der er gratis. Hvis man vil se billeder eller video på Facebook betales almindelig datatrafik-takst.

Til gengæld tilbyder Telenor resten af året gratis Facebook i den fulde version, inklusiv billeder og video, via m. facebook.com.

Læs også:

Sådan bruger du billigst internet på mobilen
Er Facebook virkelig gratis hos Telenor?
Internet på mobilen er for dyrt

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Mads 23-05-2010 00:45:41

Jeg er sikker på at folk gerne vil have gratis facebook hvis man spørg dem.

0 0
Nina 22-05-2010 16:22:23

Jeg arbejder i Telenor og vil bare sige, at man skal ikke huske at skrive m eller 0 foran, men man skal bare sms'e "facebook" til 1221 og fåren genvej liggende på tlf. Og så er AL trafik på facebook gratis. Kun hvis man følger venners links til fx youtube begynder taksten at tælle.
Nemmere kan det da ikke være =)

0 0
25-05-2010 23:28:35

Ja ja, men der er jo så også der I tjener jeres penge.... Når folk alligevel lige skal ind og se det klip på youtube..

0 0
Hotpop 26-05-2010 19:10:11

Hvis folk de vælger det, ja så tjenes der penge, men det er ikke der hovedparten af trafikken ligger + de fleste bruger den bare til en hurtig statusopdatering.

Selv vil jeg hellere logge på en pc og se videoklip. Det er lidt sjovere når man kan se hvad der sker :)

0 0
21-05-2010 11:30:40

De fleste der alligevel bruger deres telefon til at surfe har da langt mere gavn af en god datapakke. Nu skal selskaberne så bare til at indse hvor stort behov nogen af os har :-)

0 0
Hotpop 21-05-2010 21:08:12

Tjah...
Hvorfor betale ekstra hvis forbruget bare er Facebook?

Gratis adgang til Facebook er dejligt :)

Og så er der masser af datapakker og de fleste er store nok - hvor meget har du da behov for?

0 0
DarkFox 21-05-2010 11:04:35

Så vidt jeg har forstået, er langt de fleste lande på listen, 3. verdens lande og så to-tre europæiske lande udover danmark.

0 0

Om brug af cookies