Tidligere Android-chef, Hugo Barra, skifter fra Xiaomi til Facebook

Hugo Barra, bedst kendt fra sin tid hos Google som chef for Android-afdelingen, er ny underdirektør hos Facebook og skal stå i spidsen for virtual reality.

Tidligere Android-chef, Hugo Barra, skifter fra Xiaomi til Facebook

Facebook henter i dag den tidligere Google-chef, Hugo Barra, efter han for blot to dage siden sagde sin toppost hos kinesiske Xiaomi op.

Det er skaberen bag Facebook, Mark Zuckerberg, der i et Facebook-opslag (naturligvis) offentliggør ansættelsen af den tidligere Google- og Xiaomi-chef. I den nye stilling som Facebooks vicedirektør skal han stå i spidsen for Facebooks indsats inden for virtual reality, heriblandt Oculus-teamet, som Facebook opkøbte i 2014 for 11 mia. kroner.

Læs også: Facebook arbejder på social ‘virtual reality’

I opslaget skriver Mark Zuckerberg, at han og Hugo Barra deler samme opfattelse af, at virtual og augmented reality bliver den næste store it-relaterede platform. Hugo Barra skal være manden, der skaber fremtiden, hvor man kan opleve helt nye ting og være mere kreativ end nogensinde før, skriver Zuckerberg blandt andet.

Også Hugo Barra selv udtrykker stor begejstring over at skulle stå i spidsen for netop virtual reality hos Facebook. I en kommentar til opslaget lyder det fra ham:

»Jeg kan ikke vente med at begynde på at skabe fremtiden og blive en del af teamet om et par måneder. Det har været en drøm at arbejde med virtual reality selv dengang, da AR/VR var hjernespind inden for science fiction; nu tager vi selfies i virtuelle verdener«.

Skiftede Google ud med Xiaomi efter trekantsdrama

I årene 2008-2010 var den brasilianske datamatiker ansigtet udadtil, når Google afslørede nye Android-versioner og -produkter, bl.a. den populære Nexus 9-tablet. Eventyret hos Google endte dog pludselig, da han ufrivilligt blev indblandet i et trekantsdrama med salgschef for Google Glass, Amanda Rosenberg, og Google-medstifteren Sergey Brin.

Læs også: Drop Facebook og få 20% mere batteri [TIP]

Han søgte derfor nye muligheder i Kina, hvor han blev ansat som underdirektør for Xiaomi. Her stod han for hele Xiaomis internationale forretning og er blandt andet årsagen til producentens enorme vækst i Indien, Indonesien, Singapore, Malaysia og 20 andre lande. For to dage siden trådte han dog tilbage for at vende hjem til venner og familie, som han ifølge sit opslag på Facebook efterlod.

Med den nye lederstilling hos Facebook er Hugo Barra tilbage i Silicon Valley, hvor det hele startede – denne gang bare som en del af Facebooks team.

Opfølgning på sagen

Her finder du efterfølgende nyt og anvisning til de seneste nyheder om emnet. mobilsiden fortsatte historien. 30/12/2016 kørte vi en ny vinkel på Xiaomi klar med super-cam og drone til CES – Læs den her. Tjek også seneste nyt om emnet ved at klikke her..