Tizen telefoner kan være på vej til Europa

Samsungs Tizen styresystem har fået en fornuftig modtagelse i Bangladesh og Indien, nu kommer det måske snart til Europa.

Tizen telefoner kan være på vej til Europa

Tizen har efterhånden været i vælten et par gange, men har endnu ikke haft sit helt store europæiske gennembrud på smartphone markedet. Tizen styresystemet er at finde på en lang række gadgets, fra smartwatches til printere og kameraer, men på smartphone markedet er det kun Samsung Z1 som er udstyret med Tizen.

Læs også: Nye Samsung smartphones med Tizen styresystemet på vej

Mange løse rygter og forsinkelser gennem tiden har fået flere til at tvivle på om Tizen på mobiltelefoner var en dødssejler, men ikke desto mindre fik Samsung Z1 en ganske fin modtagelse i Indien og Bangladesh.

Ifølge SamMobile, så er Samsung i gang med at teste Tizen i “alle større europæiske lande”, hvilket kunne betyde at vi i denne omgang får en Tizen telefon til vores verdensdel.

Om der er tale om den efterhånden aldrende Z1 eller nyere modeller vides endnu ikke, men det vides at Samsung er i færd med at lægge sidste hånd på efterfølgeren Z3 som blandt andet er udstyret med en 5 tommer skærm, 1,3 GHz processor, 1,5 GB RAM, 8 GB intern hukommelse og 8 megapixel kamera.

Læs også: Specifikationer på Samsungs runde smartwatch afsløret

Z3 vil køre med Tizen i version 2.4, men skulle umiddelbart efter lancering kunne opdateres til en version 3.0 som man netop er i færd med at færdiggøre. I slutningen af denne måned, afholdes Tizen Developer Summit i Indien, her forventes der væsentligt flere detaljer om ikke bare Tizen 3.0 men også Samsung Z3.

Hvilke og hvor mange Tizen modeller som kunne være på vej mod vores breddegrader, må vi vente og se.

Kilde: SamMobile