Tjeep: Nyt teleselskab lover Danmarks billigste abonnementer

Danmark er blevet et nyt teleselskab rigere: Tjeep kalder sig Danmarks billigste teleselskab, og med god grund: Du får nemlig utroligt meget for pengene.

Tjeep: Nyt teleselskab lover Danmarks billigste abonnementer

Der har i en årrække været massiv priskrig blandt de billigste teleselskaber i Danmark, men det måtte før eller siden stoppe – og det gjorde det også omkring årsskiftet. Nu starter en ny priskrig dog – denne gang anført af en ny spiller på markedet.

I dag er et nyt teleselskab nemlig kommet til. Det går under navnet ’Tjeep’ og går på, ikke blot at tilbyde, men ligefrem at garantere de billigste abonnementer i Danmark. Målsætningen er klart hos ’Danmarks nye nationalfugl’, som det fremgår på teleselskabets hjemmeside.

Læs også: Plenti lancerer Danmarks billigste abonnement med fri data

Om blot et år sigter teleselskabet efter at få hele 80.000 til 100.000 i hus, og det bliver med en skarp prissætning, der skal hapse kunder fra lavprissselskaberne som Oister, CBB, call me og Telmore.

”Markedet for smartphones og telefoni er modnet markant de seneste år. Forbrugerne går ikke længere op i teleselskabets navn eller brand, og god dækning eller indhold er i sig selv ikke nok. Kunderne efterspørger i stedet billigere løsninger. Derfor har vi lanceret Tjeep, der kan tilbyde danskerne den billigste telefoni på markedet,” lyder det fra administrerende direktør Kim Damkær, der tidligere har været nordisk salgsdirektør i HTC.

Tjeep tilbyder således et overskueligt og ikke mindst gennemskueligt udvalg af abonnementer, der består af fire slags. For blot 39 kroner kan du få 1 times tale og 1 GB data med ”Littlebird”-pakken, og hvis du har brug for lidt mere forbrug, kan du vælge enten “Bigbird” med 3 timers tale og 1 GB data for 59 kroner eller ”Megabird”, der giver 10 timers tale og 5 GB data for kun 79 kroner.

Er det stadig ikke nok, har Tjeep det største ”Gigabird”-abonnement, der består af fri tale og 20 GB data for 89 kroner – naturligvis med fri SMS/MMS i alle tre abonnementer og på Telenors netværk med lynhurtige 4G-hastigheder. Til sammenligning har Oister et abonnement til 99 kroner, hvor du kun får 10 timers tale og 10 GB data og fri SMS/MMS.

Tjeep har samtidig som mål at tilbyde endnu billigere telefoni og endda også gratis, men det er en forretningsmodel, der endnu arbejdes på.

Sammen med den anden nye spiller på markedet, Plenti, som for nyligt introducerede fri tale og fri data for 119 kroner om måneden, er der altså lagt op til endnu en priskrig. Spørgsmålet er så blot nu, om konkurrenterne såsom Oister, CBB og Call me reagerer på Tjeeps indtog på det danske mobilmarked.

Mere til historien

Næste kronologiske indslag i fortællingen kommer her. mobilsiden fulgte op på sagen. 5/2/2016 kørte vi artiklen; Her er de bedste abonnementer til under 100 kronerKlik her for artiklen.. Se de seneste nyheder om emnet her.