TomTom understøtter nu flere Android-telefoner
Der er gode nyheder til alle dem, der ikke synes om den medfølgende – og gratis – Google Maps Navigation på Android-enheder.
Verdens største navigationsproducent, TomTom, har nemlig udsendt deres applikation til Android i version 1.1.
Den store nyhed i opdateringen er, at TomTom nu virker på alle smartphones med en skærmopløsning mellem 800 x 480 og 1280 x 800 pixels. Det betyder, at produkter som Samsung Galaxy S III, HTC One X og Google Nexus 4 også kan benytte app’en.
Kortmaterialet kan hentes til brug offline på telefonen, og kort er gratis at opdatere i applikationens levetid, oplyser TomTom.
Europa-udgaven kan købes via Google Play til 439 kroner.