Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Turbo 3G-hastigheden fordobles hos fra 3

Turbo 3G-hastigheden fordobles hos fra 3

Det lille innovative selskab 3 er nu klar med mobildata på 7,2 mbit/sek. Hastigheden er langt hurtigere end markedets mest udbredte bredbånds-abonnementer.

Med lidt forsinkelse påbegynder Teleselskabet 3 i dag opgradering af deres dataløsninger.

Eksisterende abonnenter med 512 kbit/sek opgraderes til 1 mbit/sek, mens eksisterende 1,5 og 3,0 mbit/sek-løsninger kommer op på 7,2 mbit/sek uden det koster ekstra. Kunderne skal ikke foretage sig noget, blot læne sig tilbage og vente. Opgraderingen starter i dag og sker i puljer. 3 forventer at være igennem alle abonnementerne i løbet af de kommende måneder.

Selvom 7,2 mbit/sek er hurtigere end de fleste fast-installerede ADSL-forbindelser, skal man huske der er tale om en teoretisk datahastighed, som blandt andet afhænger af hvor mange kunder, der på det pågældende tidspunkt, benytter samme mobilmast til data. Alligevel mener 3, at forøgelsen af hastigheden vil give de fleste brugere, en mærkbar forbedring af stabilitet og hastighed. I dagligdagen vil hastigheden typisk ligge mellem 2,0 og 5,5 mbit/sek.

Tiltaget fra 3, introducerer dermed billige høje datahastigheder til private. Ifølge It- og Telestyrelsens statistik for første halvår 2007, har kun 9,4 procent en bredbåndsforbindelse i hjemmet fra 4 til 10 mbit/sek. Hovedparten af forbindelserne, godt 66 procent, ligger under 2 megabit.

Uploadhastigheden forbliver 386 kbit/sek, men for dem med større behov, er en ny data-dongle netop sat til salg, der bringer uploaden op på 1 mbit/sek.

Pressechef hos 3, Stine Green Paulsen, oplyser til Mobilsiden.dk, at cirka 65 procent af mobilnettet i dag understøtter de nye hastigheder. Inden udgangen af første kvartal forventes 80 procent af nettet at være dækket.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies