Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Tusinder af mobiltelefoner glemmes i taxaer

Tusinder af mobiltelefoner glemmes i taxaer

Hver eneste dag glemmes tusindvis af mobiltelefoner og bærbare computere på bagsædet af taxaer. Sikkerhedsfirma opfordrer til at beskytte sine data med kryptering.

Det er ikke usædvanligt at fortravlede passagerer i taxaer efterlader mobiltelefonen, den håndholdte computer eller bærbare pc på bagsædet. En ny rundspørge blandt taxachauffører i ti af verdens mest travle storbyer – fra San Francisco til Sydney – viser at der glemmes tusinder af mobiltelefoner i taxaer hver eneste dag.

Alene i London anslås det, at 54.874 mobiltelefoner, 4.718 håndholdte computere, 3.179 bærbare pc'er og 923 usb-hukommelsesnøgler er efterladt i taxaer i de sidste seks måneder. Og tallet kan være endnu højere, for opgørelsen omfatter kun de ting, der rent faktisk er meldt savnet.

Indbyggerne i London er tilsyneladende de mest glemsomme blandt de storbyer, der er omfattet af undersøgelsen. På andenpladsen kommer Mumbai, hvor der er bortkommet 32.970 mobiltelefoner i taxaer i det sidste halve år, mens Sydney ligger på tredjepladsen.

Når det gælder bærbare computere er det igen London, der har en uheldig topplacering med 3.179 tabte maskiner, mens München og Mumbai kommer lige derefter.

Rundspørgen blandt 250 taxachauffører i hver af de ti byer er gennemført af it-sikkerhedsfirmaet Pointsec, der bruger resultatet som et argument for, at indholdet på mobiltelefoner og portable computere bør krypteres. Ellers kan ejeren hurtigt risikere, at følsomme data havner i de forkerte hænder.

Men faktisk er det slet ikke så dårligt at glemme sit udstyr i en taxa, for der er en rimelig god chance for at få sine ting tilbage. I gennemsnit er det 75 procent af mobiltelefonerne og 78 pct. af alle notebooks, der bliver genforenet med ejeren. London har de mest ærlige taxachauffører – her er det hele 96 procent af mobiltelefonerne, der bliver returneret. I bunden ligger San Francisco, hvor kun 32 procent ser deres mobiltelefon igen.

Taxachauffører finder andet end computere og telefoner på bagsædet. I den mere kuriøse ende kunne chaufførerne blandt andet fortælle om falske tænder, kunstige arme og ben, et teleskop, en maskinpistol, diamanter for en rund million – og en mand, der efterlod en fuld kvinde som drikkepenge.

I Helsinki blev hemmelige dokumenter fra militæret efterladt i en taxa, mens en »cabbie« i New York fandt en bærbar computer som tilhørte en FN-medarbejder. Den snarrådige chauffør tændte for computeren og fandt ejerens navn og adresse, hvorefter maskinen blev leveret tilbage. Så i dette tilfælde var det faktisk en fordel, at computerens data ikke var krypteret.

Denne nyhed er leveret af ComON.dk - Daglige nyheder til it-professionelle

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies