Twitter-tipster: HTC 10 får større batteri

Twitter-lækkeren EVLeaks slipper to nye oplysninger om HTC 10 flagskibet ud: batteriet bliver større og skærmen får ny teknologi.

Twitter-tipster: HTC 10 får større batteri

Står det til den velinformerede Twitter-tipster EVleaks, vil HTC byde på et endnu større batteri i deres kommende flagskibstelefon, indtil videre kendt som HTC 10.

Batteriet vil ifølge den notoriske mobillækker nu rumme 3.000 mAh, hvilket vil nærme sig klassens duks, Samsung Galaxy S7 som leverer 3.100 mAh.

Hans tweet peger samtidig på, at en ny version af selskabets Super LCD teknologi vil være at finde i displayet, den såkaldte Super LCD 5.

læs også: Mobilmarkedet 2015: Flugt fra Sony og HTC til Huawei

Evan Blass, som står bag kaldenavnet EVLeaks, kommer dog ikke nærmere ind på hvornår den eventuelle lancering kan forventes.

Tidligere rygter peger på en lancering den 19. april, men HTC har fortsat ikke offentliggjort noget tidspunkt for et eventuelt lanceringsevent.

Lækkede fotos viser, at HTC bryder med tidligere tiders One-flagskibe, ved at skrotte de frontvendte BoomSound-stereo højtalere, mens der holdes fast i det eksklusive metalbeklædte design.

Kræfterne leveres af en Snapdragon 820 quad-core, mens der bydes på et kamera med færre men givetvis bedre megapixels – i alt 12 af slagsens.

Se også: Knivskarpe pressefotos af topmodellen HTC 10 dukker op