Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Unge truer via SMS

Unge truer via SMS

Trusler via SMS er en alvorlig sag, som er i voldsom vækst. Aalborg Politi kan berette, at straffesager omhandlende SMS trusler er steget med 75 procent siden 2002.

Trusler via SMS er meget udbredt. Siden 2002 er antallet af anmeldte sager steget med 75 procent - alene hos Aalborg Politi.
Trusler via SMS er meget udbredt. Siden 2002 er antallet af anmeldte sager steget med 75 procent - alene hos Aalborg Politi.

Det er ikke ualmindeligt, at der bliver indgivet anmeldelser om mennesker, der truer hinanden via SMS. Og oftest er det unge mennesker, der står bag truslerne.

Hos politiet ses der med alvor på trusler via SMS. Måske tror folk ikke, at trusler via SMS er lige så alvorlige som ansigt til ansigt. I alt fald er det interessant, at trusler via SMS er i så stor vækst samtidig med, at trusler generelt er stærkt faldende.

”Jeg tror, at stigningen skyldes, at det er så let at gå over stregen. Man sidder måske i godt selskab og har fået noget at drikke, og så sender man en SMS med teksten "Dø din luder", eller hvad man finder på”. Det fortæller Aage Nørgaard Jensen fra Aalborg Politi til Nordjyske.dk.

En anden begrundelse for de mange SMS trusler kan skyldes, at det er lynhurtigt og nemt at sende en ondskabsfuld SMS af sted, hvis man er sur på veninden over et eller andet. Havde man tænkt sig lidt om, inden man havde reageret, kunne det måske være undgået.

Systemerne støder sammen

En sidste og vigtig begrundelse for de mange trusler kan også skyldes, at sproget i de nye kommunikationsformer som SMS ikke nødvendigvis spiller sammen med loven.

”Det er to systemer, der støder sammen. Et myndighedssystem, der går efter lovens bogstav og har god dokumentation i SMS sagerne, og et ungdomskulturelt system med hurtig kommunikation og eget sprogbrug”, siger medieforsker Tem Frank Andersen, som Nordjyske.dk har talt med.

Det betyder, at det hårde sprog i de unges SMS beskeder lynhurtigt går over stregen for, hvad man rent lovmæssigt kan tillade sig at sige til et andet menneske.

Politiet er opmærksomme på denne uoverensstemmelse mellem den almene lov og de unges kultur. Og man tager også højde for det hårde sprog, når der dømmes i sager om trusler via SMS. Blandt andet kigges der ind bag sagerne for at se, om der er en reel konflikt, eller om der blot er tale om uheldigt ordvalg.

Tem Frank Andersen mener, at der eksisterer mange flere trusselssager via SMS, end dem politiet har kendskab til. Det er nemlig tit og ofte, at truslerne først bliver anmeldt, når de unges forældre får nys om, at deres barn er blevet truet. Først her bliver sagen så alvorlig, at politiet bliver indblandet.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies