Windows Phone Store runder milepæl

Apps har været et svagt punkt for Windows Phone, men det går i den rigtige retning for den hårdt prøvede platform

Windows Phone Store runder milepæl

Der er virkelig mange apps i verden i dag, men de fleste kan ikke bruges til Windows Phone. Microsofts mobilstyresystem kan dog glæde sig over, at man nu er nået op over 300.000 apps i Windows Phone Store.

I december kunne Microsoft fortælle, at man kunne tilbyde 200.000 apps, og derfor må de være ganske tilfredse i Redmond, hvor Microsoft har hovedsæde, da udviklingen altså er gået ganske hurtigt.

Læs også: Windows Phone 8.1s næste store opdatering klar

Det er også bydende nødvendigt for Microsoft at kunne tilbyde et ordentligt udvalg af apps, hvis de skal kunne følge med udviklingen i Android og iOS.

Microsoft skriver selv, at hundredvis af apps bliver tilføjet hver dag, men eksempelvis kan iOS prale af op mod 2.000 nye apps om dagen.