Yota Phone – ny dansk-russisk smartphone

Yota Phone er en nyudviklet smartphone der giver anledning til nytænkning på flere områder - specielt med de to skærme.

Yota Phone – ny dansk-russisk smartphone

Yota Phone er en nyudviklet smartphone fra dansk-russiske Yota Devices, der skiller sig ud på ét væsentligt punkt, antallet af skærme.

Yota Phone er nemlig udstyret med hele to skærme af to forskellige typer. Den ene, en almindelig LCD-skærm, mens den anden er en EPD (elektronisk paper display), begge skærme er på 4,3 tommer.

Meningen med de to skærme er at opdele de informationer mobilen giver, på en mere personlig måde, og derved lade Yota Phone blive ens personlige assistent.

– ”I dag – når du vil tjekke din e-mail, kalender eller sociale medier – er du nødt til at tage din telefon frem, tænde den og åbne en applikation. Først derefter kan du modtage den information, du søger. Med YotaPhone ville alle disse informationer dukke op automatisk på electronic paper-displayet uden besvær, afbrydelser og i realtid,” forklarer Vlad Martynov, stifter af Yota Devices.

Klar i 2013

Telefonen med de karakteristiske skærme har været undervejs i hele to år, og vil ifølge selskabets pressemeddelelse være på markedet i anden halvdel af 2013, dog først i Danmark i fjerde kvartal 2013.

Det vil dog allerede være muligt at se mobilen under Mobile World Congress 2013, hvilket Mobilsiden.dk selvfølgelig dækker. Her vil yderligere detaljer omkring telefonen blive fremvist for pressen.

Indtil da kan vi kigge på videoklippet herunder, hvor Engadget.com har haft fingre i en Prototype af Yota Phone, samt et par pressebilleder.

Yota Phone